Både voksne og børn mødte op i stort tal for at se julemanden tænde byens flotte juletræ

HJALLERUP: Hverken regn eller blæst kunne forhindre den gode julestemning i at brede sig i Hjallerup, da julemanden torsdag aften ankom på Falcks store stigevogn.

- Er I klar til at tænde juletræet, råbte han til de mange fremmødte børn, der svarede lidt forsigtigt og ikke så højt.

- Er jeg kommet til et plejehjem, spurgte julemanden så, og gentog derefter spørgsmålet.

Så kan det nok være, at børnene kunne råbe et højt og klart ja. Herefter blev julemanden løftet op til toppen af træet, og han tændte det, efter han sammen med børnene havde talt ned fra 10.

Smukt så det ud, og mange af de fremmødte skulle da også lige hen og kigge nærmere på det store træ med de mange lys.

Julebelysningen i byen har allerede været tændt et godt stykke tid, men med juletræets tænding er der for alvor sat gang i den store julehandel. Butikkerne var da også i julehumør med masser af gode tilbud. Spejderne lavede pandekager over åbent bål og julehyggede med børnene i et telt. En pølsevogn sørgede for, at ingen behøvede at sulte, og i det hele taget skete der en masse på torvet og i Hjallerup Centret. Der var således underholdning ved Hjallerup Gospelkor, og man må sige, at julemåneden fik en fornem optakt i Hjallerup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...