Skuespilleren Marianne Høgsbro vil ved et arrangement på Dronninglund Slot oplæse H.C. Andersens eventyr ”Juletræet”

DRONNNINGLUND: I forbindelse med julekoncerten i Dronninglund Kirke søndag 2. december bliver der på Dronninglund Slot et arrangement, hvor højdepunktet bliver en oplæsning af H.C. Andersens eventyr ”Juletræet”. Oplæseren er skuespilleren Marianne Høgsbro, og som det fremgår af navnet, så har hun en forbindelse til slottet.

Kort tid efter, at koncerten med Linda Andrews og gospelkoret i kirken er færdig kl. 17.00/17.15, så starter arrangementet på slottet. Oppe i Den Grønne Stue tændes nemlig juletræet, og derefter går turen gennem de julepyntede lokaler til et af tårnværelserne, hvor der er tændt op, og hvor oplæsningen foregår. Den varer omkring en halv time, og så er der mulighed for at få en flæskesandwich i restauranten.

Som bekendt ejede familien Høgsbro Dronninglund Slot 1951-1980, og de ejere, som overtog slottet sidste år, Carl Chr. Pedersen og Nanna Henriette Høgsbro, lægger stor vægt på, at man med juletræstændingen genoptager en højt skattet tradition, som de ønsker fremover skal finde sted på slottet. Nanna Henriette Høgsbro tænker tilbage på sin barndom og kan fortælle om den årlige begivenhed, at den var simpelthen ubeskrivelig eventyrlig.

Marianne Høgsbro er kusine til Nanna Henriette og har derfor også gode erindringer om specielt jul og nytår på Dronninglund Slot.

- Jeg holdt mange af mine ferier her og har derfor mange gode minder herfra. Det var som et eventyr at være på det julepyntede slot til jul og nytår, siger hun.

Marianne Høgsbro er uddannet på Statens Teaterskole i 1979 og har i mange år været skuespiller på Aalborg Teater, hvor hun medvirkede i utallige forestillinger. Senere har hun spillet på diverse københavnske teatre og var 1986-90 fast tilknyttet Det Kongelige Teater, hvor hun havde flere hovedroller. I 2012 modtog hun legatet ”Årets skuespiller i Nordjylland”, i 2013 Olaf Poulsens mindelegat, og i 2014 modtog hun både Lauritzen-prisen og en Reumert for ”Årets kvindelige hovedrolle” i ”Indenfor murene”.

Marianne Høgsbro lægger stor vægt på, at H.C. Andersens eventyr ”Juletræet” egentlig er et eventyr for voksne, og oplæsningen bør derfor foregå på en måde, så tilhørerne virkelig får lejlighed til at opleve det i en så rolig en atmosfære, at stemningen i eventyret kan fornemmes tydeligt. Det vil de historiske rammer også være stærkt medvirkende til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...