Privatfoto

Kom blandt andet til Knirkerevy

BRØNDERSLEV: For fjerde gang indbyder Folkekirkerne i Brønderslev Kommune til temadag, med workshop, inspiration og samtale, spisning og revy med Knirkerevyen. Det oplyser Brønderslev Provsti i en pressemeddelelse.

Denne gang er frivilligheden i fokus. 13. september kommer Torsten Højmark Hansen fra Center for Frivilligt socialt arbejde. Han står for en workshop med et par korte oplæg om frivilligt arbejde i sognene, både i kirken og i forhold til samarbejde med lokalsamfundet. Undervejs arbejder deltagerne i grupper, så erfaringer og idéer kan blive til inspiration og samarbejde. 

Provst Lise Lundgreen, som er en af initiativtagerne til temaaftenen håber, at mange vil møde op, så inspirationen kan nå ud i alle kommunens sogne og lokalsamfund.

Efter workshoppen kan deltagerne tale videre over et aftensmåltid og aftenen slutter med, at der er revy på programmet.

Brønderslev Provsti oplyser, at "Knirkerevyen - Det knirker stadig" er et komisk insiderblik på folkekirken og al dens væsen, og ikke mindst uvæsen, serveret af et velspillende hold komikere med både tæft og timing.

Knirkerevyen tager udgangspunkt i kirkelige temaer og trosspørgsmål, som angribes fordomsfrit, nærgående og kærligt fra en satirisk vinkel.

Folkekirken ristes over satirens flammer, når Knirkerevyen skyder med skarpt mod både præster, menighedsrødder, sognebørn og helt almindelige danskere.

Arrangør er tovholdergruppen bag Brønderslev Provstis Visionsprojekt, Kirker på tværs.

Alle interesserede er velkomne. Tilmelding er nødvendig.

Det sker kl. 16.30 i Samlingshuset i Øster Brønderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...