Forrygende fodbold-finaler med et stort og medlevende publikum

DRONNINGLUND: Solen skinnede fra en skyfri himmel, og græsset var nyslået, da det traditionsrige finalestævne i fodboldturneringen blev afviklet på Dronninglund Gymnasium. Alle forventninger blev indfriet med to spændende kampe med opskruet tempo, hård infight og flotte mål.

Der er tradition for mere eller mindre spektakulære entréer, når finale-holdene løber på banen. 3b's piger ankom således i en nypudset åben sportsvogn, mens pigerne fra 1b havde valgt et mere utraditionelt transportmiddel, nemlig en hestetrailer. Det gibbede et øjeblik i publikum, da tyk orange røg væltede ud af traileren, og en ubehagelig lugt bredte sig, men gennem røgen dukkede de ligeledes orangeklædte piger heldigvis op.

Selve kampen blev en uhyre velspillet og tæt affære, hvor 1b fik skabt sig en føring på to mål, men midt i anden halvleg fik 3b udlignet, og kampen var helt åben. 1b-pigerne fik dog rystet forskrækkelsen af sig, og med to sene mål vandt de finalen med 5-3.

Det erfarne lærerhold havde fået til opgave at udnævne kampens spiller, og blandt mange kandidater faldt valget på 1b's Julie Andersen, der med fire mål i finalen havde sin store andel i triumfen.

Til drengefinalen ankom 2d i en ydmyg personbil, mens 2b stod for årets ankomst, da de iført styrthjelme dukkede op på små plasticmotorcykler. Det blev en kamp i et opskruet tempo på den våde bane. Velspillet og med masser af chancer til begge hold. Kampen vil især blive husket for et par fantastiske frisparksmål af henholdsvis Claes Christensen 2d og Hans Kart 2b.

Der var spænding lige til det sidste, og den myndige dommer, lærer Frede Toft Nielsen, måtte et par gange have det gule kort frem i slutfasen, da begge hold satsede hårdt. 2d fik dog sat det afgørende 3-1 mål ind, og dermed blev de den første d-klasse til at løfte pokalen. Kampens spiller blev 2d's forsvarsgeneral, Jeppe Sudergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...