Ole Torp
Den tidligere formand, Karl Thomsen, og den nuværende, Jane Christensen, er begge overbeviste om, at medlemmerne er gode til at slutte op om deres arrangementer. Det gælder også jubilæumsfesten. Foto: Ole Torp

Senior- og Efterlønsklubben 3F Dronninglund fylder 35 år

DRONNINGLUND: For 35 år siden var der en aktiv trio bestående af Svend Mortensen fra SID, Karl Andersen, som var sygehjælper, og Poul Erik Andreasen fra HK, som stiftede en klub for seniorer og efterlønnere.

Den første formand var Alfred Jensen, og Jens Jensen fra Klokkerholm, som i dag er æresmedlem, var også med fra starten. I dag er der 150 medlemmer bosiddende i det område, som tidligere var Dronninglund Kommune. Medlemskontingentet er på 100 kr. om året, og der er en eller anden aktivitet alle måneder undtagen juli.

I dag er Jane Christensen formand, og hun afløste Karl Thomsen.

- Vi oplever, at der er virkelig god tilslutning til vores arrangementer. Medlemmerne er flinke til at slutte op om det, der bliver arrangeret. Tilmeldingsfristen til jubilæumsfesten er allerede overskredet, og det har vist sig, at der er stor opbakning, siger både den nuværende og den tidligere formand.

Festen foregår 2. april i 3Fs lokaler på Gutenbergvej i Dronninglund. Hvis man er interesseret i at blive medlem af klubben, kan man henvende sig til Jane Christensen eller Karl Thomsen. Her i jubilæumsåret ser bestyrelsen for klubben således ud: Jane Christensen (formand), Erik Nielsen (kasserer), Kirsten Bertelsen (sekretær), Knud Andersen (næstformand), Poul Erik Nielsen (bestyrelsesmedlem), Torben Thomsen (bestyrelsesmedlem) og Ole Hansen (bestyrelsesmedlem).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...