En gospelworkshop i Dronninglund Kirke mundede ud i en vellykket koncert

DRONNINGLUND: Over 60 sangere mødte op, da Dronninglund Menighedsråd i lørdags havde inviteret til gospelworkshop i kirken. Med en engageret og inspirerende Ole Jørgensen som dirigent tog sangerne kl. 10 fat på at indøve et program, som de allerede kl. 16 skulle aflevere som en åben koncert med gratis adgang.

- Det er skønt, at så mange er kommet, kunne organist Susanne Rasmussen konstatere ved workshoppens start.

- Det er sangere i alle aldre, og de kommer ikke bare fra lokalområdet, men mange kommer langvejs fra. Jeg har talt med flere, der fortæller, at de elsker at synge, men at de har for travlt til at synge i et kor med ugentlige øveaftener. En enkelt dag, hvor vi øver i mange timer, er til at overskue, og derfor er der kommet så mange. Med et så stort fremmøde, skal vi måske til at overveje at gøre det til en årlig tilbagevendende begivenhed. Interessen er der, sagde Susanne Rasmussen under prøverne.

Ingen af de fremmødte sangere kendte på forhånd programmet, men den dygtige dirigent formåede alligevel på de forholdsvis korte prøveforløb, at lære sangerne så mange numre, at der var nok til en hel koncert.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...