I BYEN: Det ikoniske band indfriede til fulde publikums store forventninger

HJALLERUP: Forventningerne var store til det ikoniske, danske band Moonjam, da Hjallerup Musikforening fredag aften bød inden for til en stemningsfyldt aften med nogle af Danmarks allerbedste musikere. At det i det ganske land er et højt respekteret band, der besøgte Hotel Hjallerup Kro, kunne også ses af gæstelisten med publikummer fra både Mors, Åbybro og Frederikshavn.

Efter en italiensk buffet fra det nye køkkenhold på hotellet kunne det opløftede publikum indtage koncertsalen til et orkester, der i den grad har spillet sit navn fast på de danske hitlister siden 1985. Grundstammen i Moonjam har hele tiden været brødrene Morten og Rasmus Kærså samt guitaristen Mikkel Nordsø. En tredje bror i musikdynastiet er Mads Kærså, der dog forlod bandet i 2008, hvor han blev afløst af en af landets ypperste trommeslagere, Klaus Menzer. Sidstnævnte var dog ikke bag trommerne i Hjallerup, men blev afløst Henriette Krogh, der efter sin præstation at dømme må bejle til en titel blandt de bedste kvindelige trommeslagere i Danmark.

Alle de store hits fra Moonjam fyldte salen med vemod og vingesus, og i det flotte åbningsnummer ”Sarai” blev stemningen lagt med en fortryllende saxofon leveret af den amerikanske, men i Danmark særdeles velkendte saxofonist, Bob Ricketts.

Udover de store hits fra Moonjam som ”Gennem ild og vand” og ”Bag de blå bjerge” blev det medlevende publikum også glædet med store hits fra Morten Kærsås tid i et andet af Danmarks største bands, nemlig ”Sneakers” med Sanne Salomonsen. Hvis man lukkede øjnene, var det Sanne Salomonsen i sine velmagtsdage, der stod på scenen i Hjallerup, men når de blev åbnet, var Sanne skiftet ud med Majbrit Olesen.

Forventningens glæde er som bekendt stor, men den blev til fulde indfriet af de dygtige musikere i Moonjam, der fortsætter Danmarksturnéen lidt endnu.

Musikken fortsætter også på Hotel Hjallerup Kro, når et andet stort og landskendt makkerpar indtager scenen 1. november. Det er Rugsted & Kreutzfeldt, der kommer med fuldt band.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...