Kunstcentret havde i søndags fernisering på årets tredje udstilling med tre meget forskellige kunstnere

DRONNINGLUND: Det var turist- og erhvervschef Marianne Gade, der åbnede den nye udstilling på Kunstcentret i søndags.

- Det er udfordrende at sige kunst og erhvervsudvikling i samme sætning, men der er dog en forbindelse, sagde hun.

- Jeg ser nemlig en lighed mellem kunstnerne og det arbejde, jeg laver til dagligt. Langt de fleste, der kommer ind til os for at få iværksætterådgivning, brænder for en idé og har noget på hjerte. De har hjertet med i deres projekter, og de har en drøm. Det gælder også kunstnerne. Jeg talte med Ann Rasmussen, der er en af udstillerne, og hun er i høj grad en kvinde med en drøm og en vision, og så gennemfører hun den til perfektion, sagde Marianne Gade med henvisning til udstillingen i stueetagen, hvor Ann Rasmussen udstillede broderede værker. Det største måler 21 meter i længden og hedder ”Landskap”.

- Det er noderne til en obokoncert skrevet af Egil Hovland, fortalte kunstneren.

- Alle noder er med, men der er ingen taktstreger og nodelinjer. Komponisten brugte halvandet år på at komponere det, og det tog også mig halvandet år at brodere det. Det tog Oslo Symfoniorkester 20 minutter at spille det. I alt er der 118 nodesider, som jeg alle har broderet i dette værk. Jeg kan ikke læse noder, men når jeg ser værket, kan jeg se, at obostemmen, der kører gennem hele værket, på em måde bliver en slags horisontlinje. Det giver en ekstra dimension. Hvis man med fingrene kører hen over noderne, kan man føle musikken, og man kan også sige, at man har ører på fingrene. Jeg bruger noderne som et sprog, sagde Ann Rasmussen om sit store værk, der kun er en del af de mange værker, hun viser. Ønsker man at høre mere til Ann Rasmussen og hendes kunst, er der mulighed for det torsdag 9. maj kl. 19, hvor hun fortæller og viser rundt. Det er gratis at deltage.

På første sal udstiller Kaare Norge. Han er nok mest kendt som guitarist, men er også en habil maler og mener selv, der er en forbindelse mellem de to genrer.

- For mit vedkommende startede maleriet som en slags farveterapi for 25 år siden, hvor jeg godt kunne tænke mig at slappe af med andre ting, fortalte han og fortsatte:

- Jeg startede med kul- og tuschtegninger, og så udviklede det sig til akryl, og nu er jeg så endt i oliemaleriet. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ikke kan undvære det. De tanker og bekymringer, jeg også har som musiker, får jeg malet ud på lærredet i en positiv form. Som musiker kopierer jeg det, andre har skabt, men når jeg maler, er det mig, der helt bestemmer, og det er sjovt. Jeg er meget inspireret af naturen, og det er jeg både som musiker og maler. Når jeg spiller for andre, forestiller jeg mig også, at jeg skaber billeder inde i hovedet på folk. Det er de billeder, jeg nu også skaber på lærred, sagde Kaare Norge, der giver koncert på Kunstcentret fredag 10. maj kl. 19. Her er der få billetter tilbage.

I kældergalleriet udstiller Gunilla Rosenberg akvareller med motiver af menneskekroppe og dyr.

- Jeg kan godt lide tunge kroppe. Det gælder køerne, jeg udstiller, og også nogle af menneskekroppene. Jeg sætter mig ikke bare og maler, men jeg studerer mine motiver igen og igen, og så laver jeg skitser og tegninger, inden jeg går i gang med at male. Det har altid været akvarel, jeg har arbejdet med. Det er svært, for man kan ikke male over, så det skal være perfekt i første omgang, fortalte Gunilla Rosenberg.

Ved ferniseringen var der musikalsk underholdning af fløjtenisten Line Gaarei Nørgaard.

De tre udstillinger kan ses frem til søndag 16. juni.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...