Fra vores korrespondent i Grønland kommer denne rapport, som giver et godt billede af forholdene deroppe

DRONNINGLUND/GRØNLAND: Ulrik Elmkvist Eriksen, tidligere Dronninglund, er som korrespondent for denne avis rejst til Grønland, nærmere bestemt Upernavik.

Ved siden af hans arbejde som korrespondent for denne avis skal han virke som politibetjent året ud. Her er hans første beretning fra den nordlige del af riget:

- Fredag 1. marts 2019 satte jeg kursen imod Grønland, hvor jeg året ud skal arbejde og bo. Det var med blandede følelser, jeg stod denne tidlige morgen i Aalborg Lufthavn. Jeg glædede mig meget til eventyret, men jeg var bestemt ikke glad for at efterlade Solveig i Dronninglund.

I Nuuk

- Ud på dagen landede jeg planmæssigt i Nuuk, hvor der den første uge var planlagt introkursus for min kollega Kaj og jeg. Kaj skulle til Nanortalik, og det var hans første møde med Grønland, så der var meget nyttig information for ham. Det er mit ottende ophold, så det væsentligste for mig var at lære noget om de nye edb-systemer, der var indført siden mit seneste ophold i 2010. Jeg nød ugen i Nuuk og samværet med alle de gæve kollegaer, jeg igennem årene har delt så mange oplevelser med.

Ankomst til Upernavik

- 700 km nord for polarcirklen ligger Upernavik på en ø, hvis samlede areal kun er 3 km2. Der bor ca. 1.050 mennesker i byen og ca. 1.677 i kommunens ni bygder, der er spredt over et område på 200.000 km2, svarende til Storbritannien. 7. marts landede jeg her og blev varmt modtaget af den samlede politistyrke, Esra, Fini og reservebetjenten Nicky. Herligt med en varm modtagelse; udenfor frøs det 29 grader. Jeg skulle afløse Fini, der skulle retur til Skanderborg Politi 14 dage senere.

Politistationen

- De første dage gik med at komme på plads. Politistationen så fuldstændig ud, som da jeg forlod den i 2006 – dog en anden farve på væggene i køkkenet. Ikke en prangende politistation på nogen måde. Sådan ca. dobbelt størrelse af Skovkiosken i Dronninglund og med en storslået udsigt ud over Baffinbugten. I forlængelse af køkkenet findes detentionen med plads til tre gæster.

Bemanding

Distriktet er bemandet med to uddannede politifolk, to ikke uddannede reservebetjente samt en kontorassistent. Den ene reservebetjent har andet fuldtidsjob og er på tilkald, den anden er helt ny og netop ansat på fuld tid. Tjenesten er dagligt fra 8-16, og i tidsrummet fra lukketid til næste morgen har enten Esra eller jeg rådighedsvagt, hvilket vil sige, at vi er på 24-7 hver anden uge.

Vagtcentralen

- Kl. 16.00 omstilles telefonen til vagtcentralen i Nuuk, og hvis der er udrykningskrævende opgaver, ringer personale fra vagtcentralen i Nuuk til rådighedsvagten. Det er et nyere og rigtig godt tiltag, hvor der sorteres fornuftigt i opgaverne. Tidligere indgik alle opkald direkte til distrikterne. Det afstedkom mange og ofte unødvendige henvendelser, der godt kunne vente til almindelig åbningstid.

Politiopgaverne

Politiopgaverne i Grønland og i særdeleshed på kysten (udenfor Nuuk), er noget anderledes, end det man som politimand stifter bekendtskab med i Danmark. I Grønland har man det hele - alt fra husspektakler til drab - og der er ikke noget beredskab at trække på. Der er én times flyvning til Ilulissat, som er den nærmeste by med en politistation. Når de grovere sager er færdigefterforsket og berammet i kredsretten, møder vi selv som anklagere i alle sagstyper. De første 14 dage gik med at hoved-forhandle 7 i forvejen berammede sager. Jeg havde i sagens natur ikke efterforsket nogen af dem, men jeg ville i gang fra starten og mødte som anklager i den ene sag, en grim sag om vold og husfredskrænkelse. Det er vold og sædelighed, der fylder meget her - desværre.

Den døde slædehund

- En dag sidst i marts, sad Haldora, vores kontorassistent, Esra og jeg og nød morgenkaffen. Det blæste en del, og udenfor var der dukket en død slædehund frem af snedyngerne ca. 20 m væk. Der lå den stivfrossen i sin lænke, imens nabohunden slukøret sad og gloede på den. Der havde den ligget i flere uger, fortalte Haldora. Nu skal man skal jo ikke være alt for initiativrig fra starten, så jeg lod tiden gå. Efter en uges tid lå hunden der stadig, og da jeg så, at hundens ejer nu stod ude på sin terrasse og røg en smøg, var tiden inde til at skride til handling. Jeg gik udenfor og lod manden, der stod ca. 30 m væk, forstå, at jeg syntes, den døde hund skulle fjernes. ”Ajungilak”, sagde han forstående, flink mand, noget over 60 år.

Tolkning

- Jeg havde lige sat mig på min kontorstol, da telefonen ringede. Det var en dame, der ikke kunne tale dansk, så jeg gav røret til Haldora, så hun kunne oversætte for mig. Jeg kunne se på Haldore, at et eller andet var under opsejling, og jeg spurgte, hvad det drejede sig om. Det var hundeejerens samlever, og hun var sur. Hun spurgte, om ikke ham betjenten selv kunne komme op og hente hunden i stedet for stå der og råbe, og hvis han ikke gad, kunne han ringe til kommunen og få dem til at hente den. Via min gode tolk blev damen meddelt, at det var så trist at se den døde hund, når jeg sad og drak kaffe, og at jeg forventede, den blev fjernet i løbet af dagen.

Problemet blev løst

- Et kvarter senere var den flinke mand på vej ned ad skrænten til hunden. Han var dårligt gående, så halvvejs nede opgav han og gik op til sit hus igen. For at hidkalde sig samleverens opmærksomhed bankede han med flad hånd kraftigt på træhuset, og kort efter stod hun på terrassen og gav ham, hvad jeg opfattede som en kraftig skideballe. Hun smækkede døren så hårdt bag sig, at det kunne høres nede på politistationen, hvor jeg stod i køkkenet og fulgte med. Manden greb nu en økse, der lå ved terrassen, og jeg blev kortvarigt en smule nervøs for, hvad der nu skulle ske. Manden gik igen hen til huset, hvor han med øksen bankede voldsomt på huset flere gange. Lige efter dukkede samleveren på ny op, og han fik en endnu større overhaling end første gang, inden døren smækkede bag hende. Manden smed øksen fra sig og rystede opgivende på hovedet, hvorefter han fandt sin mobiltelefon frem og foretog et opkald. Lidt senere blev en snescooter parkeret udenfor huset, og hunden blev transporteret væk.

Store afstande

- Afstandene i distriktet er som nævnt enorme. Fra den sydligste bygd til den nordligste er der 450 km og skal der ske udrykning på denne årstid, er der kun én mulighed for transport: Helikopter. Ugen op til påske skulle jeg ud til en bygd én times flyvning mod nord. Der var et elendigt vejr med sne og storm, og oveni det manglede der reservedele til helikopteren. Det tog 10 dage at komme ud til en hastende opgave, men der er ikke andre muligheder, når naturen ikke vil samarbejde. Opgaven vil jeg ikke omtale, men flyveturen var helt usædvanlig smuk. Jeg sad ved siden af piloten og nedenunder i alt det enorme hvide, så vi flere spor efter isbjørne, sæler, der lå ved åndehullerne, og fangerne der kørte med hundeslæder. Jeg havde vagten i påsken, der ikke bød på andre udrykningsopgaver.

Isbjørne

- Apropos isbjørne. De er ved at blive lidt for nærgående. I januar måtte Esra og Fini ud to gange i den anledning. Den ene gang blev bjørnen jaget væk med en helikopter, men anden gang blev den nedlagt. Bjørnen havde i den sydlige ende af byen ved kirkegården dræbt en slædehund, som den skulle til at fortære. De øvrige hunde lavede et frygteligt spektakel, og bjørnen blev lokaliseret. 10 min. efter havde Esra nedlagt den i buldermørke. Jeg er begyndt at kigge mig over skulderen, når jeg går mine ture om aftenen.

Et specielt sted

- Fra min bolig har jeg 180 graders udsigt ud over Baffinbugten, hvor kæmpe isbjerge sejler forbi. Herfra kan jeg også følge med i, hvad fangerne kommer ind med, så er der altid sammenstimlen og liv på isen. Jeg bliver ofte inviteret til kaffemik blandt mennesker, jeg ikke tidligere har mødt, sådan er det i Grønland. Upernavik er et helt specielt sted at arbejde og leve - mere autentisk Grønland findes næppe. Det var her Knud Rasmussen, Peter Freuchen og hans hustru Navarana ofte befandt sig, og Navarana ligger begravet her i Upernavik. Mere om det senere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...