Hos Glocal Art var man denne gang helt lokal - både med hensyn til digtere og kunstnere

DRONNINGLUND: Cirka 40 mennesker deltog i ferniseringen ved åbningen af udstillingen ”Lokale Kunstnere” på Glocal Art i Dronninglund.

De udstillende kunstnere ved denne udstilling er Torben Mersholm fra Hjallerup, tidligere præst i Hellevad og Ørum kirker, Ole Skov Thomsen, Martha Christiansen fra Asaa, Marie-Louise fra Dronninglund og galleriejer Frede Hansen med fotografier fra Uganda, Hamborg og Thorup Hedevej.

Ferniseringen forløb lidt anderledes end normalt, idet der undtagelsesvist ikke var indbudt en taler og musikere, men lokale digtere. To af digterne var Lissen Røtkjær og Ellen Schmidt. Desuden læste galleriejer, Frede Hansen, selv tre digte op.

Det ene digt blev læst op i anledning af det kommende valg.

- Man har påstået, at indvandrere får mange børn, men når de har boet her i kort tid, får de samme antal børn som danskere. Og påstanden om at indvandrere er kriminelle passer ikke. Faktisk er førstegangsindvandrere mindre kriminelle end danskere. Den konservative EU-kandidat, Pernille Weiss, blev sat på plads af sit parti, da hun udtalte, at Danmark havde brug for indvandrere. Men hun havde ret. Hvad ville Danish Crown i Sæby gøre uden flygtninge fra Myanmar og Eritrea? spurgte Frede Hansen, der herefter læste digtet

”Når vi ikke gider få børn”.

Når vi ikke gider få børn

For få årtier siden

ynglede vi som rotter

overalt i Danmark,

også i Dronninglund,

hvor man byggede skoler

i Åkjær og Stagsted og Try

på næsten hver eneste markvej.

Så kom de gode tider;

hvor alt avlet

skulle kunne proppes ind

i en folkevogn,

og hvor lykken hed

et parcelhus med to børneværelser,

et til hvert af to de to,

hvis man da ikke nøjedes med et stk. barn.

For et par årtier siden

var Dronninglund endnu

en børnevenlig kommune

med søskenderabat i børnehaver

og lavpris på institutioner.

I dag følger vi Kinas eksempel:

et-barn systemet er indført;

fosterfordrivelse sikrer

voksensamfundets vækst;

børn skal programmeres ind i forbruget,

og et fejlagtigt input skæres effektivt bort.

Jeg har en fremtidsvision:

Når det sidste barn er borte

falder skatteprocenten

her i kommunen.

Vi overlader børnefødsler til

flygtninge og perkere i

Voldsmose og Ishøj.

Så kan de da bruges til noget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...