Egnssamlingen i Try tilbyder et omfattende og bredt anlagt program for aktiviteterne på og omkring Knudsgaard i 2019

TRY: Det er et omfattende program, som Egnssamlingen i Try har for 2019. Man har virkeligt lagt stor vægt på at sprede aktiviteterne ud over året og samtidigt udnytte de gode faciliteter, som man efterhånden har fået etableret.

- Det startede faktisk allerede i går med forårsarbejde på Knudsgaard. Herefter kan man på aktivitetssøndage cirka en gang om måneden følge årets gang. Altid fra kl. 11 - 16 med levendegjorte værksteder, udstillinger, købmandsbutik, mark, landbohave.

Tilbuddet lyder desuden således fra bestyrelsen.

- Som en selvfølge tilbydes en ret til middag, og der er altid en børnemenu også... og der er altid kaffe på kanden i Knudsgaards Rolling - husk det!

Alle andre søndage indtil 20. oktober er der almindelig åbent fra klokken 13.00 til 16.00, og der arbejdes hver onsdag fra kl. 9.00.

Der kommer til at ske spændende ting: Janums Købmandsbutik fra Stagsted, som blev åbnet i 1906, genåbner 26. maj på Knudsgaard. For første gang i 220 år bliver der 16. juni holdt bystævne i Try. Under ledelse af oldermanden skal bymændene tage store beslutninger om udviklingen i Try.

- For første gang dyrker vi selv markerne med roer, grøntsager og korn. Gamle redskaber kommer i brug, og det bliver spændende at høste, først hø i juni, bær der skal syltes i juli, kornet høstes og tærskes i august, roer og kartofler i oktober, oplyser formand Mogens Gregersen.

Fester bliver der også på Knudsgaard. Grundloven fejres 5. juni, Sct Hans senere i juni og høstdag i august, julens komme forberedes og fejres i starten af december.

Helt op til 100 frivillige står klar til at skabe liv som i gamle dage i Try. Aktørerne kommer dels fra egne rækker men også fra egnens øvrige foreninger, Køreforeningen, Efterskolen, Turistforeningen, Menighedsråd, Veteranbilklubben og Beboerforeningen er med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...