Klovneløbet samlede et flot beløb ind til foreningen Danske Hospitalsklovne

HJALLERUP: Over 200 mødte op, da der i søndags blev afholdt Klovneløb i Hjallerup. Pengene, der kom ind ved løbet gennem tilmeldinger, blev doneret foreningen Danske Hospitalsklovne. Der var tale om et rigtigt familieløb, hvor alle kunne være med. Det handlede nemlig ikke om at være hurtigst, men om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

Løbet blev skudt i gang ved fodboldbanerne bag Hjallerup Idrætscenter, og inden starten var det for børnenes vedkommende muligt at bliv malet i ansigtet, ligesom de voksne havde mulighed for at iføre sig røde næser.

Bag arrangementet stod Kimmi Aagaard og Carsten Nielsen, og de var glædeligt overrasket over, at så mange mødte op. Det betyder, at de kan sende et pænt beløb til Danske Hospitalsklovne, der er en landsdækkende forening, der støtter indlagte børn igennem deres sygdomsforløb. Hospitalsklovnene spreder smil og glæde, når der er allermest brug for det. Alle hospitalsklovne er uddannede og lønnede, og deres arbejde eksisterer kun i kraft af donationer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...