Omfattende program med nye musikoplevelser på Hjørnet i Dronninglund

DRONNINGLUND: 13. september kl. 20, slår Hjørnet i Dronninglund dørene op til stedets anden musiksæson. Åbningskoncerten er med Billylobbers, der har gæstet nærområdet flere gange. Det bliver uden tvivl et sceneshow med fart over feltet, når musik fra store stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Johnny Cash m. fl. præsenteres. Der er fem musikere på scenen, og dermed er det også Hjørnets første koncert med fuldt band.

Fredag 4. oktober lykkes det endelig at få gennemført koncerten med She’s a Sailor, der har været på plakaten længe. Debutsinglen, ”Beautiful” fra 2016, har været den mest spillede på DR P4. Der er et internationalt snit over bandet fra Viborg, der bl.a. henter inspiration fra store navne som Kinks og Beach Boys.

Fredag 18. oktober markeres indvielsen at Dronninglunds renoverede bibliotek med en koncert af Souvenirs. Biblioteket og Hjørnet arrangerer i samarbejde koncerten, der afholdes i biblioteket.

Da Hjallerup Musikforening har fire koncerter på programmet i november og december, holder Hjørnet pause til januar.

- Måske laver vi en julekoncert på Hjørnet, hvis et meget spændende navn byder sig, oplyser Ulrik Elmkvist Eriksen fra musikudvalget. Han fortsætter:

- 24. januar får vi igen besøg af Laura Illeborg & Knud Møller med band. Første koncert var en stor succes, så det ser vi frem til at gentage. Laura Illeborg har i mellemtiden skrevet sange til en ny cd, der udkommer i efteråret 2019, fortæller han.

Fredag 31. januar kigger Tamra Rosanes forbi. Det er en duoopsætning, hvor Tamra Rosanes laver et tilbageblik på det at være amerikaner og dansker. ”Divided Hart” er titlen på hendes nye cd.

Fredag 20. marts kommer der fint besøg fra England. Trioen Other Roads er blandt de allerbedste, når genren er engelsk folkemusik. De turnerer flittigt i hele Europa og New Zealand og har flere gange spillet på de større festivaler i Danmark.

Til alle koncerterne tilbydes der koncertbuffet på Hjørnet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...