Legepladsen er skabt af lokale kræfter med økonomisk støtte fra fond

MELHOLT: Melholt Forsamlingshus har for kort tid siden erhvervet et areal på 500 kvm fra nabogrunden, og på det areal har lokale kræfter etableret en legeplads.

- Vi har selv lavet det meste, sagde formanden for forsamlingshuset, Kaj Mortensen, da man forleden indviede legepladsen med en fest.

- Vi har fået 25.000 kroner fra Ulsted Sparekasses Fond, men resten har vi selv sørget for, kunne formanden stolt berette.

Legepladsen er udstyret med sandkasse og en række spil, mål og bolde.

- Vi har omkranset legepladsen med et stakit, så der er lukket af til Strandvejen. Det er derfor et trygt område for børn, sagde han.

På legepladsen er der også opstillet en række borde og bænke, men de kom nu ikke i brug under indvielsen. Dertil regnede det for meget. Heldigvis kunne man så trække indendørs i forsamlingshuset og fejre, at man nu råder over en fin legeplads i tilknytning til huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...