Ole Torp
320 glade gæster skabte en forrygende stemning med klap og sang til de populære drenge - Michael Learns To Rock - og deres fantastiske musikalske optræden. Foto: privatfoto

Bandet Michael Learns To Rock gav en velbesøgt koncert arrangeret af Hjallerup Musikforening

HJALLERUP: Endnu en gang kunne Hjallerup Musikforening melde totalt udsolgt til en af sæsonens koncerter. Det var med Michael Learns To Rock, og publikum viste sig at være veloplagt.

Mange koncertgæster havde inden koncerten nydt en koncertmenu på Hjallerup kro, så snak og godt humør var godt i gang, inden det populære band indtog scenen, men stemningen blev høj, da Michael Learns To Rock indtog koncertsalen med 320 glade gæster, der skabte en forrygende stemning med klap og sang til de populære drenges fantastiske musikalske optræden. Bløde toner pyntet med tempo og rock er opskriften til at opnå succes i et dansk boyband.

Michael Learns To Rock har gennem de sidste 30 år kunnet bevare deres musik som ingen andre, derfor var det en mindeværdig aften med " The Actor", som er deres karrieres bærende nummer, der var med til at få bandet ud på verdensscenen, hvor musikken har fundet vejen ind i manges hjerter - specielt i østen.

De tre tilbageværende medlemmer, Jascha Richter, Kåre Wenscher og Mikkel Lentz, har denne sommer og dette efterår været tilbage efter en pause, og nu har de suppleret sig med en af Danmarks bedste musikere og bassist Troels Skjærbæk fra bl.a. Michael Falchs det band, Hush, Poul Krebs m. fl.

Michael Learns To Rock spillede mange af de kendte sange som " African Queen" og "Sleeping Child", men der blev også spillet noget af deres nye musik fra albummet " STILL". Michael Learns To Rock leverede ikke bare musik og minder denne aften. De gav også publikum en oplevelse af fællesskab, og stemningen blev skabt både fra scenekanten og salen. Endnu en vellykket aften i Hjallerup Musikforening.

Hjallerup Musikforening har længe haft et ønske om at få bandet på programmet, så det var en yderst stolt og tilfreds bestyrelse, da det endelig kunne lykkedes. Forventningerne var skruet op, men de blev også indfriet til fulde. Publikum var begejstret, og de kunne ikke holde sig i stolene. Der var stående ovationer, fællessang, jubel og piften samt store klapsalver. De mange positive tilkendegivelser på Hjallerup Musikforenings facebookside melder om en vellykket aften.

Hjallerup Musikforening kan følges på deres hjemmeside og facebookside, hvis man gerne vil orientere sig om kommende koncerter eller læse om det der sker i foreningen. Næste koncert afholdes den 9. november kl. 20.30, hvor Stig Rossen indtager scenen for at hylde John Mogensen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...