Ved Voergaard er der middelalderdage frem til og med 20. juli

VOER: Lørdagen den 13. juli starter dette års middelalderdage på Voergaard Slot, og det er en begivenhed med mange oplevelser for både børn og voksne.

- Middelalderfolkene hilser venligt og vil så gerne vise og fortælle om håndværk, skikke og livet i middelalderen. Og det er netop formidlingen og levendegørelsen, der er det centrale for Middelalderdage. At vise hvordan livet leves i år 1533 og mærke den helt særlige stemning, der er omkring Voergaard Slot i uge 29, oplyser foreningen Voergaard Levende Historie i en pressemeddelelse.

En historisk tidslomme

- Det er som at træde 500 år tilbage i tiden, hvor over 400 aktører levendegør den historiske tidslomme. De mange aktører viser et bredt udsnit af Middelalderens verden. De spedalske, der viser hvordan sygdomme var i middelalderen og de adelige, der nyder livet med mad og vin i overflod. Musikken er også at høre mange steder, mens smukke viser og uartige sange lyder mange steder. Der er gøgl, trylleri, historiefortælling og akrobatik. Trænges til et bad, har badstuen åbent, og karret er fyldt med varmt vand med duftende olier og friske blomster. Smag også den friske middelalder-ost, prøv at dreje en lille krukke med pottemageren og kværn mel i børnehjørnet. Eller hvad med en lektion i middelalderdans?

Krudt, kugler og arme riddere

- Landsknægtene holder sig i kampform med våbentræning og skyder med kanon og krudtvåben. De sørger også for at folk sættes i gabestokken, når de ikke lystrer ordrer. Den store blide affyrer kugler med ild ud over voldgraven. Beredskabet vedligeholdes, så Bispen, de adelige og hæderlige folk kan færdes i sikkerhed for ufredens folk.

- Maden er lavet efter Middelalderens forskrifter. Der er køligt øl og sprøde pølser. Søde, arme riddere og de lækreste pandekager. Maden er god og fyldig, tag gerne masser af sennep og friskost til. Smag også årets middelalderret; Hjortegryde krydret med middelalderens varme krydderier fra fjerne lande. Der er flere steder arbejdende håndværkere, og mange af de flotte handelsboder sælger og formidler om de håndlavede sager. Shopping for alle aldre, ting og sager der ikke kan findes andre steder.

Klosterskole og legeplads

- Børn er også en slags mennesker og skal bestille noget! Benyt muligheden for at sende dem i klosterskole. De strenge nonner skal nok se til at lærdommen sidder fast. De mere blødsødne forældre kan også lade børnene lege på middelalderlegepladsen, hvor Mester Peder og Ildknægten gøgler. Mange steder på pladsen er der små aktiviteter for børnene, så de rigtig kan mærke middelalderen. Afslappet skovtursstemning for hele familien

- Der er mange forskellige typer af oplevelser for alle aldre. Også selv om der er mange ting på programmet, foregår besøget i et meget roligt tempo, hvor alle i familien kan følge med! Flere generationer sammen tager på tidsrejse til Middelalderen. Det er ligefrem blevet en tradition for mange familier, der gerne selv tager sin madkurv og tæpper med. Der er gode oplevelser, små opgaver og sjove udfordringer for alle aldre. Og mulighed for at få en lille lur ved voldgraven ved Danmarks smukkeste herregård.

Middelalderdage varer til og med 20. juli kl. 10-17.00 alle dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...