Bente Grue har besøgt Folkekirkens Nødhjælps store minerydningsprojekt i Angola

DRONNINGLUND: - Angola er et fantastisk land i det sydlige Afrika - grønt, frodigt og forarmet efter 27 års borgerkrig, siger Bente Grue.

Således karakteriserer Bente Grue fra Silkeborg Republikken Angola, som er en tidligere portugisisk koloni med over 25 mio. indbyggere, som er midt i et meget stort genopbygningsarbejde.

- På min rejse til Angola i 2005 fik jeg mulighed for at besøge Folkekirkens Nødhjælps store minerydningsprojekt, hvor de både rydder miner og uddanner mineryddere, fortæller hun. Efter at have overværet minerydning, som er absolut nødvendigt efter borgerkrigen, blev hun inviteret med på en rejse videre ind i landet.

- I firhjulstrækker kørte vi til de fjerneste landsbyer, hvor vi skulle se, hvordan man underviser de voksne og især børnene i at undgå mineulykker. Overalt blev vi blev meget gæstfrit modtaget. Flere fortalte mig deres livshistorier, og jeg fik lov til at fotografere overalt. Det blev en både rystende og hjertevarm rejse med uforglemmelige indtryk, som jeg med glæde vil bringe videre, siger Bente Grue

Det er nok ikke nogen overdrivelse at karakterisere Bente Grues foredrag tirsdag 12.3. på Glocal Art som en beretning med masser af billeder om minerydning og dejlige mennesker i det fattige Angola.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...