Rotary Dronninglund har arrangeret et møde med folketingspolitikerne Inger Støjberg og Preben Bang Henriksen på Dronninglund Efterskole

DRONNINGLUND: Mandag 5. november er der et interessant møde på Dronninglund Efterskole. Politikerne Inger Støjberg og Preben Bang Henriksen kommer og holder foredrag om det at være politiker, livet på Christiansborg og der, hvor de kommer fra.

Det er Rotary Dronninglund, som står for arrangementet, og en arbejdsgruppe bestående af Jane Holm (præsident 2018), Karsten Trabjerg, Hans-Chr. Holst og Frits Danielsen har lagt et stort arbejde i at få netop dette møde op at stå.

- Vi lægger vægt på, at det her er en enestående chance for at møde de to politikere helt tæt på. Vi regner ikke med, at det bliver et møde, hvor de politisk krydser klinger men fortæller om sig selv som nævnt ovenfor, oplyser Jane Holm. Det er også et møde, som kan styrke erhvervssamarbejdet i bred almindelighed. Man skulle gerne gå derfra og være beriget af snakken.

Inger Støjberg er medlem af Folketinget for Venstre og desuden minister for udlændinge og integration. Hun har tidligere været beskæftigelsesminister, minister for ligestilling og boligminister. Hun blev i 2001 valgt for Venstre i Skivekredsen. Hun kommer oprindeligt fra Salling.

Preben Bang Henriksen blev i 2011 valgt ind i Folketinget for Venstre i Nordjyllands Storkreds efter opstilling i Aalborg Nordkredsen. I Folketinget er han Venstres indfødsretsordfører og sidder desuden i By- og Boligudvalget, Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget samt Indfødsretsudvalget og Retsudvalget. Han kommer oprindeligt fra Nørresundby.

Entréen koster 150 kr. og omfatter sodavand, sandwich, kaffe og kage, og overskuddet fra hele arrangementet går ikke til Rotary men til Projekt Palæstina. Eleverne på Dronninglund Efterskole har et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp om at plante oliventræer. - Vi er glade for, at elevernes projekt på den måde nyder godt af arrangementet, og når de har været dernede, så vil vi invitere dem til at komme og fortælle om det, siger Jane Holm og Frits Danielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...