Der er store planer for at oprette et decideret museum for kunstværker lavet af Anton Laier i den nordvestlige ende af Hjallerup

HJALLERUP: Mon der findes en familie i Østvendsyssel, hvor der ikke er mindst én person, som kender historien om pastor Laier?

Historien om præsten, som blev fyret efter en alvorlig konflikt med menighedsrådet. Klagerne som i sidste ende førte til afskedigelse var bl.a. begrundet i hans angreb på medlemmer af menighedsrådet, hvor han anklagede dem for blasfemi, skattesnyd m.m. Et af anklagepunkterne mod ham gik på nogle voldsomme cementskulpturer, som Laier havde bygget og stillet op i præstegårdshaven ud mod hovedvejen.

Anton Laier døde i 1969.

Mange af hans skulpturer har henslæbt adskillige år udendørs eller bl.a. i kælderen i Laiers privatbolig på Håndværkervej ved industrikvarteret i den nordlige del af Hjallerup. Her har Søren Clausen gennem årene gjort en stor indsats med at vise rundt på stedet. Men nu er der store planer om at opføre et museum med fire sale til Laiers skulpturer og malerier.

Hvis planen realiseres i år, så er det 81 år siden den første organiserede udstilling af hans cementskulpturer, som blev vist i Den Fri Udstillings bygning i København i 1938. Blandt kunstnere og andre interesserede har der gennem årene været stor fokus på Anton Laier og hans ideologisk prægede kunst. Gorm Spaabæk har således i 1997 udgivet bogen ”Cement og Ler”, som indeholder, hvad han kalder ”en af Nordjyllands vigtigste kunstnere”.

Hvis planerne om et museum bliver realiseret, så skal det ligge på en matrikel mellem Aalborgvej og Hellumvej, et område, som tidligere tilhørte Laier og dannede hans skulpturhave, inden omfartsvejen i 1968 blev ført igennem. Brønderslev Kommune, som ejer jordstykket, er villige til at leje det ud til et museum.

Museet skal ifølge planerne indrettes med fire udstillingssale til skulpturerne, og et særligt indrettet lokale skal rumme malerisamlingen med over 200 malerier. Bygningens indretning vil desuden give mulighed for arrangementer, foredrag, mindre koncerter m.m.

Arbejdsgruppen med initiativtagerne til projektet blev i slutningen af sidste år konverteret til en forening med navnet ”Pastor Laiers Kunst”, og der ligger endvidere i planerne, at der skal dannes en fond.

Medlem af foreningen, Klaus Marthinus Christensen, fortæller, at man nu afventer udmelding fra Anton Laiers søn, Benni, før man kan gå videre. Benni er i øjeblikket på ferie i Spanien og kommer hjem om ca. 14 dage.

- Forudsætningen for at projektet kan fortsætte er, at ejeren Benni Laier tager stilling til hans og familiens rolle og betingelser for, at projektet kan gå ind i næste fase, hed det fra arbejdsgruppen/foreningen i slutningen af januar i år, siger Klaus Marthinus Christensen.

Klaus Marthinus Christensen oplyser desuden, at man i øjeblikket har en lille udstilling i Berlin af nogle af Laiers mindre ting.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...