Folk strømmede til Historisk Havnedag i Asaa søndag

ASAA: Luften var tyk af røg og larm fra de mange motorer, der sindigt stod og tøffede side om side på græsplænen ved havnen. Der var masser af gamle motorer. Velholdte og velkørende. Flere af dem var produceret på Brdr. Larsens Maskinfabrik i Asaa. De blev nøje studeret og bragte tydeligvis minder frem hos de mange besøgende.

Det samme gjorde udstillingen med de mange flotte og imponerende veteranbiler med en gammel Ford A fra 1930 i spidsen.

Også et gammelt malkeanlæg tiltrak sig opmærksomhed. Det blev trukket af en fransk motor ved navn Bernard WO fra 1939. Den trak også en Kolding ribbemælkekøler fra 1967. Mange undrede sig over, at den ikke var ældre, men det var først i 60’erne, at man for alvor begyndte at køle mælken.

På pladsen var der ud over motorer og biler arbejdende værksteder, ligesom der naturligvis blev serveret både fiskefrikadeller og Lindys berømte jødekager. Hvis man havde lyst til flere oplevelser, kunne man besøge det ugentlige kræmmermarked på kajen. Her var der godt gang i handelen hele dagen.

Det var Asaa Havnemuseum, der stod bag det velbesøgte arrangement.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...