Dronninglund Kunstcenter igangsætter nu det store projekt med renovering af forplads og trappe

DRONNINGLUND: Sidste år kunne Dronninglund Kunstcenter indvi den nye skulpturgård, men renoveringen slutter ikke med det. I starten af august går man i gang med et endnu større projekt, og denne gang drejer det sig om forpladsen, den store trappe og parkeringspladsen. I første omgang er det pladsen foran Kunstcentret, der renoveres og ombygges, så der bliver mere plads til flere skulpturer.

Det betyder, at trappen op til Kunstcenteret, og den nuværende indgang ikke kan bruges de næste måneder. Der bliver derfor etableret en midlertidig indgang via butikken, ligesom der indrettes midlertidige parkeringspladser på græsplænen syd for Kunstcentret. Når forpladsen er færdigstøbt og nyindrettet, genåbnes den hidtidige indgang.

Anden etape af projektet drejer sig om jordarbejder og anlæggelsen af en ny, flot trappe til erstatning af den hidtidige trappe. Den nye trappe kan på grund af leveringsproblemer først sættes på plads efter nytår.

Den tredje og sidste etape drejer sig bl.a. om renovering af grusvejen og meget gerne en opførelse af et arkitektonisk passende vindfang ved indgangen til Kunstcentret.

Det samlede projekt forventes at være fuldført i sommeren 2020. Arkitekt på projektet er C.F. Møllers tegnestue i Aalborg, og finansieringen er sikret via donationer fra Realdania, Det Obelske Familiefond og A. P. Møller og Hustrus Fond.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...