BlomsterBixen er navnet på Dronninglunds nyeste blomsterbutik

DRONNINGLUND: Hun har allerede en blomsterbutik, men nu har Lenette Christiansen netop åbnet sin anden butik. Det skete i mandags, hvor hun åbnede BlomsterBixen på Slotsgade 23 i de lokaler, hvor den nu lukkede butik, Cirkeline og lille My, havde til huse.

- Jeg startede min butik i Præstbro for to år siden, og det er gået så godt, at jeg har fået mod på mere, fortalte hun, mens hun forberedte åbningen af butikken i Dronninglund.

Hun har arbejdet med blomster de seneste 22 år og var bl.a. med til at starte blomsterafdelingen i SuperBest, nu Meny, i Dronninglund for en del år siden.

- Jeg kender byen, og der er mange, der kender mig. Det, tror jeg, er en stor fordel, når jeg nu starter butik. Mange er faktisk kørt helt til Præstbro for at handle, og bl.a. det har givet mig mod på at starte her i byen, selv om der er stor konkurrence og mange butikker, forklarede hun.

Hendes plan er at give god service og hele tiden sørge for, at der er friske blomster i butikken.

- Jeg tager på auktion to gange om ugen i Aalborg. Der skal jeg være lidt over klokken 6, så det bliver tit nogle lange arbejdsdage, men jeg kan lide det, så det tager jeg med, fastslog hun, der i butikken i Præstbro bl.a. er kendt for sine flotte buketter.

- Jeg vil sørge for, at kvaliteten er i orden, og så vil jeg give kunderne en god service, understregede Lenette Christiansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...