Der er atter liv i den lukkede data-butik i Slotsgade

DRONNINGLUND: For mange år siden rummede lokalerne i Slotsgade 31 blomsterbutikken ”Solsikken”. Senere var der installationsforretning og databutik, men for et par uger siden flyttede Kamilla Pedersen ind med sin blomsterbutik ”Blomster fra Sløjfen”, så nu er der igen blomster i lokalerne.

- Jeg kalder butikken for ”Blomster fra Sløjfen”, for hver gang jeg laver buketter og pakker blomster ind, så er der jo sløjfer på. Så det passer fint. Jeg har endnu ikke fået lavet et skilt, men det kommer, fortæller Karina Pedersen, der tidligere har haft blomsterbutik i Hals.

- Jeg har haft et år hjemme for at passe børn, men nu er jeg klar igen. Jeg bor selv i Ulsted og har tidligere handlet meget i Dronninglund, så jeg kender byen godt. Jeg har derfor valgt at åbne min butik her og satser på, at alt det, der er i min butik, er færdigt og klar til at tage med. Buketter og sammenplantninger kan man komme ind og tage med til gave for eksempel. Jeg har et bredt varesortiment, og hvis jeg ikke har det, så kan jeg lynhurtigt skaffe specialvarer. Dem skal man dog bestille i forvejen, siger hun.

Butikken har eksisteret et par uger, og kunderne har allerede fundet vej til den nye butik, hvor naturen spiller en vigtig rolle.

- Jeg kan godt lide at tage naturen med ind i tingene. Det kan man tydeligt se i min butik, hvor der er meget natur. Jeg glæder mig til, vi kommer lidt længere frem på året, hvor der er meget mere at hente i naturen. Jeg går ofte ud og samler ind fra grøftekanter og fra skoven. Jeg er stort set hver weekend ude i naturen for at finde noget, der kan bruges. Når man bruger naturen, har man nemmere ved at lave noget, der ligner en million, men som kan købes til rimelige priser. Kunderne skal være tilfredse, når de går, slutter Kamilla Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...