Klub Øst vil hjælpe unge ud af ensomhed med klubaftener og samvær

ASAA: En ny forening ser efter alt at dømme dagens lys, når der onsdag 23. oktober kl. 19 afholdes stiftende generalforsamling på Hjørnet i Dronninglund for Klub Øst. Foreningen skal være for unge, der gerne vil føle sig mindre ensomme. Aldersgruppen er unge mellem 15 og 30 år.

- I Klub Øst kan man være den, man er, fortæller Lise-Lotte Bager, der er en af initiativtagerne.

- Vi er en række frivillige, som vil sørge for, at alle er med i fællesskabet, og at alle bliver set og hørt. Vi vil hjælpe de unge, der gerne vil have hjælp til at komme ud af ensomheden og opdage, at man ikke er alene, men der er mange som en selv. Klub Øst er et sted fyldt med søde og rare mennesker, som sætter fællesskabet i højsædet. Man får nogen at dele livets små og store ting med. Nogen at spille med, tage i biografen med, eller bare gå en tur med. Man kan få hjælp til forståelse af post og andet fra det offentlige, fortæller hun og fortsætter:

- Klub Øst vil desuden gerne være en del af kampen mod madspild til gavn for foreningens unge og deres familier. Vi vil i samarbejde med byens butikker indsamle mad, som kan bruges til madlavning. Vi vil ligeledes dele mad ud til vore medlemmer, som ofte kæmper med en stram økonomi, fortæller hun og oplyser, at der er frivillige i alle aldre, så alle har mulighed for at få en ven, fortæller hun.

Det er planen, at der holdes klubaften hver tirsdag i ulige uger.

- Vi vil hygge os sammen, så selvtilliden og sociale kompetencer styrkes. Vi hygger os med at handle ind, lave maden og selvfølgelig nyde den i godt selskab med hinanden. Vores første klubaften er tirsdag 5. november kl 17, og her er alle velkomne til en bid brød, slutter Lise-Lotte Bager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...