Posterne hos Dronninglund Rotary har skiftet bemanding, og Karsten Trabjerg fra Hou er ny præsident

DRONNINGLUND: 24. juni havde Dronninglund Rotary Klub sidste møde inden sommerferien. Som traditionen foreskriver, var det også ved dette møde, hvor det årlige præsidentskifte finder sted, oplyser Dronninglund Rotary Klub i en pressemeddelelse.

- Præsidenten er mødeleder på møderne, som er hver mandag på Dronninglund Hotel. Hvert år på det sidste møde inden sommerferien, skiftes præsidenten ud. I år er det således afgående præsident Jane Holm, Agersted, der overlader præsidentkæden til Karsten Trabjerg fra Hou. Ud over præsidenten er der en række udvalg, hvis formandsposter også skifter plads hvert år. Formålet er, at det enkelte medlem får lov til at prøve kræfter med forskellige opgaver i klubben og at arbejdet bliver set på med friske øjne.

Afgående præsident Jane Holm lagde ud i beretningen med at takke for det forgangne år.

- Jeg kunne godt nøjes med at sige tak, for den opbakning jeg har fået. Det har været sjovt, spændende og lærerigt, og det har været en sjov udfordring. Et fantastisk år, siger Jane Holm.

Blandt de nåede mål i det forgangne år nævnes bl.a.: Flere medlemmer, herunder flere kvinder hvilket har været et mål, foredrag i løbet af året, samlet et hold til Stafet for Livet, sendt et ungt menneske ud på udveksling, og klubben har også taget imod et selv.

Karsten Trabjerg oplyser også om det kommende års fokus, som ny præsident for Dronninglund Rotary

- Det kommende Rotary-år skal have fokus på klubben og relationerne. Relationerne er netop de foredragsholdere, vi får besøg af, og de firmaer, vi besøger, men ikke mindst de projekter, vi vælger at støtte økonomisk, siger Karsten Trabjerg

- Vi arbejder fortsat på at støtte lokale og internationale initiativer af social karakter. Der arbejdes ligeledes på særligt at få flere kvinder til at få øje på Rotary og gerne blive medlemmer. Der skal skabes tætte kontakter og samarbejder med andre Rotary klubber i regionen. Udvekslingsprogrammet, hvor en ung fra lokalområdet får et ophold i en anden verdensdel i et år, samtidig med at Dronninglund får besøg af et ungt menneske er et særligt fokusområde.

Dronninglund Rotary Klub oplyser desuden, at det er muligt at komme med som gæst ved et af klubbens møder, hvis man er interesseret i at høre mere om Rotary.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...