Når nye husejere flytter ind i deres hus, står Dronninglund Handel klar med velkomstkurv

DRONNINGLUND: Det har været længe undervejs, men på generalforsamlingen tidligere på året besluttede Dronninglund Handel, at nu skulle det være. Når nye borgere flytter ind i deres nye hus i Dronninglund, står ejendomsmægleren klar med en velkomstkurv.

- Jeg er meget imponeret over så mange, der vil være med, og så store beløb, vi er kommet op på i løbet af kort tid, fortæller købmand Anderes Dige, Meny. Han er også formand for Dronninglund Handel.

- I øjeblikket er der 20 butikker med, og de repræsenterer en bred vifte af virksomheder i byen. Jeg er sikker på, at der kommer mange flere, siger han.

Forleden blev der pakket 54 gaveposer. Det var Anika Dige og Ann Frydenlund, der stod for den del. I kurven eller posen, som det i virkeligheden er, er der gaver og gavekort til byens handlende for omkring 4.000 kroner.

- Det er et godt initiativ, fastslår Ann Frydenlund fra Nicoline.

- Det er med til at fortælle nye borgere, at man altså godt kan handle her i byen, og at der er mange fine butikker her. Når man driver en tøjbutik, er det vigtigt at få nye borgere ind i butikken, så de kan se, at man faktisk også kan købe tøj her, siger hun.

- Det er altafgørende for handelslivets overlevelse, at også nye borgere får kendskab til vore butikker. Det håber vi, dette initiativ kan være med til, understreger Anders Dige, der forventer, at man snart skal lave flere kurve, for de 54 vil ikke kunne klare behovet resten af året.

Gavepakkerne uddeles af ejendomsmæglerfirmaerne EDC, Mæglerhuset og Mads Vestergaard Bolig, og gives til nye borgere.

- Det er kun de borgere, der flytter til byen udefra, der får velkomstpakken. Det gælder altså ikke borgere, der flytter inden for bygrænsen, slutter Anders Dige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...