Efter en gennemgribende om- og tilbygning kunne Dronninglund Bibliotek endelig slå dørene op igen

DRONNINGLUND: Dronninglund Bibliotek har været lukket siden 21. juni på grund af om- og tilbygning, men i tirsdags kunne biblioteksleder Bente Kristoffersen og det øvrige personale endelig åbne dørene til det nye bibliotek.

- Hvor er det flot, udbrød formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Margit Chemnitz, da hun havde klippe den røde snor over og bevæget sig ind i det nye og opdaterede bibliotek.

- Det er som et nybygget hus, men den gamle sjæl er bevaret, og det samme er hyggen, som er flyttet med, sagde hun i sin åbningstale og fortsatte:

- Der er sket en gennemgribende fornyelse af midtbyen, og her er biblioteket en vigtig byggeklods som et mødested med plads til alle. Med renoveringen og tilbygningen emmer huset nu af synergi og nye muligheder. Her er åbnet for møde mellem borgere, og rum for at helt nye fællesskaber kan opstå, sagde Margit Chemnitz i sin tale, som hun afsluttede på en helt utraditionel måde. Hun havde nemlig i samarbejde med Sigrid, en skoleelev på 14 år, som har gået på Brønderslev Forfatterskole, skrevet et såkaldt poetry slam. Titlen var ”Citrongule hylder” og opremsede en liste med 12 ting, man kan gøre på Dronninglund Bibliotek. Selv om Margit Chemnitz aldrig før havde prøvet det, så fik hun stor ros og bifald for sin optræden som poetry slammer.

Biblioteket har til huse i en af Dronninglunds ældste bygninger. Den blev opført i 1880 som hjælpeapotek til Hallund Apotek. Da den blev opført var der tre indbyggere i Dronninglund. Allerede i 1906 var der 429, så biblioteket var i den grad med til at sætte gang i byen.

- Der er mange ligheder mellem et apotek og et bibliotek, påpegede biblioteksleder Bente Kristoffersen i sin tale.

- Begge arbejder med fokus på sundhed for alle ved at spise en pille eller endnu bedre ved at læse en bog, så det, at biblioteket i dag bor i det gamle apotek, giver god mening, sagde hun.

- Jeg håber, at vi har skabt rammerne for et bibliotek og et kulturhus i midtbyen, som vil summe af liv morgen, middag og aften med alle mulige former for aktiviteter og oplevelser. Et sted hvor folk mødes, og hvor nye fællesskaber opstår, og et sted hvor man bliver klogere på sig selv og verden, sagde Bente Kristoffersen.

Herefter var det tid for de mange fremmødte til at tage biblioteket i nærmere øjesyn. For de små børn, der var mødt op i stort tal, var der legestue. Dronninglund har igen et bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...