Tømrermester Morten Frisgård har allerede ordrebogen fyldt godt op

DRONNINGLUND: ”Tømrerfirmaet Frisgård Byg & Montage” står der på et nyt skilt opsat på den ejendom, hvor også malermester Kim Jensen har sit værksted og lagersalg på Øster Ringgade i Dronninglund. Manden bag virksomheden er Morten Frisgård fra Asaa, hvor han fra hjemadressen har drevet sit firma siden 2015.

- Det var især køkkener, jeg arbejdede med, og jeg havde kun min bil og lidt værktøj, fortæller han, mens han er ved at færdiggøre indretningen af det nye tilholdssted, som han har købt af Kim Jensen.

- Kim beholder sin forretning. Vi har lavet en lejekontrakt på 10 år, så han bliver, fastslår Morten Frisgård, der nu ejer hele bygningen, der også omfatter en lejlighed, der ligeledes er lejet ud.

- Jeg har valgt at få et rigtigt værksted, fordi jeg nu gerne vil tilbyde alt inden for tømrerfaget. Både om- og tilbygning, tage, døre, vinduer, og hvad kunderne ellers har behov for. Jeg blev lidt træt af at arbejde med køkkener, for det skulle laves på tid, og det har jeg aldrig været meget for. Det kan nemt komme til at gå ud over kvaliteten, og det har jeg det ikke godt med, fastslår han og oplyser videre, at lokalerne i Dronninglund først og fremmes skal fungere som lager.

- Man står jo ikke længere på værkstedet og laver tingene. De kommer færdige. I min læretid var jeg hos et firma, hvor vi lavede det hele fra bunden, men det gør vi ikke mere. Jeg har kun brug for en rundsav til at skære lidt op på, og jeg regner faktisk ikke med, at jeg skal være her ret meget. Det er jo ikke her i bygningen, jeg skal tjene mine penge. Det er hos kunderne, fortæller han og peger tilfreds på, at der allerede er stor efterspørgsel.

- Jeg tror, jeg i sidste uge var ude hos 20 kunder for at se på arbejde. Folk vil åbenbart her efter ferien i gang med en række projekter. Ordrebogen er allerede fyldt godt op. De opgaver, jeg får nu, kan jeg først klare til foråret. Så travlt er der i øjeblikket. Jeg tager ikke mere arbejde ind, end jeg kan klare selv. Jeg regner da med at få en lærling på et tidspunkt, og på sigt vil jeg godt have en svend til at gå med lærlingen. Så kunne jeg få lidt mere ro til at se på arbejde i hverdagen. Tilbud og regnskab laver jeg i øjeblikket om aftenen. Det er hårdt, men jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg er overbevist om, at hvis man laver et godt stykke arbejde og leverer en god service hos kunderne og har tid til at snakke lidt, så kommer man langt. Det er i hvert fald den måde, jeg vil drive mit firma, siger Morten Frisgård.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...