11. maj åbner Dorf Møllegaard dørene for den nye udstilling 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland

DORF: Der er travlhed i disse dage på Dorf Møllegaard, da personalet og frivillige er i gang med at gøre klar til den nye udstilling på stedet, som åbner i denne uge.

Udstillingen hedder 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland, og den skal fortælle, hvordan området omkring Dorf og Dronninglund har et nært forhold til Vestgrønland, som trækker tråde tilbage til Jacob Severin og Dronninglund Slot.

Han var med til at grundlægge flere bygder i 1700-tallet i Grønland, da man havde en stor handel med varer imellem Østvendsyssel og Grønland.

- Det kom lidt bag på os, at der er så meget også på nationalt plan i de her relationer, siger Anders Rydahl-Jensen, museumsinspektør, og fortsætter:

- Der har været meget salg af tran som fyringsmateriale og til gadebelysning med Grønland, Der er også været en del bardehandel, som blev brugt til at afstive tøj bl.a. og skind til tøj og møbler. Den anden vej har vi også solgt våben, ammunition og store mængder tømmer fra Storskoven til Grønland. Østvendsyssel relation med Grønland er derfor startet med megen handel.

Udstillingen tager udgangspunkt i starten på disse relationer, og så bliver man ført igennem de sidste 280 års historie op til nutiden.

Hele vejen igennem vil det blive formidlet og holdt oppe på de menneskelige relationer, som der er imellem de to steder.

- Utroligt mange personer har bidraget med deres syn på relationen til Grønland igennem fortællinger, genstande og billeder. Det kommer til at handle meget om, hvordan vi har taget imod grønlænderne, og hvordan de har taget mod os. Det er en helt ny måde og vinkel at se på grønlandsfortællingen, siger Anders Rydahl-Jensen.

Blandt samarbejdspartnerne er bl.a. Pixlart i Vrå, som vil hjælpe med at formidle den visuelle del fortælling. Desuden er udstillingen også støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, og det er ifølge Anders Rydahl-Jensen første gang, det er sket for museet.

Udstillingen vil, når den står færdig, være en rejse igennem skoven i Dronninglund til stævnen på et skib, som tager besøgende med på en rejse til Grønland.

Her vil man derefter blive ledt igennem en fangerhytte, når man ”går i land” i Grønland og bliver ledt hen til indlandsisen og frem til nutiden.

Runa Christensen har fungeret som konsulent på udstillingen, da hun tidligere har lavet udstillinger om Jacob Severin og Dronninglund Slots forhold til Grønland, og Renee Sommer har hjulpet med den kunstneriske udformning af udstillingsrummet.

Udstillingen på Dorf Møllegaard bliver indviet for inviterede gæster 10. maj, hvor sanger Julie Bertelsen vil åbne udstillingen, og det grønlandske kor Ikinngutigiit vil optræde.

Selve udstillingen åbner for alle lørdag 11. maj, og den vil være åben frem til 25. august 2019.

Der vil i løbet af udstillingsperioden være løbende events, som skal være med til at levendegøre fortællingen om forholdet imellem Østvendsyssel og Vestgrønland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...