14 udstillere er med på årets påskeudstilling hos Galleri Lene F i Ulsted

ULSTED: Galleri Lene F i Ulsted oplyser i en pressemeddelelse, at der er stor udstilling i påsken. Her vil der være 14 forskellige udstillere, som viser en bred vifte af kunst.

Fra Sæby kommer keramiker Nils Møller, arbejder i formstøbt porcelæn. Keramiker Vibeke Krog, Silkeborg arbejder ligeledes stramt og grafisk i form og dekoration, som ifølge galleriet er inspireret af maurisk arkitektur. Poul Esting fra Stubbekøbing og Lars Kalmar Kastanje fra Gjerrild viser begge malerier. Poul Esting er inspireret af klassisk musik og jazz, skaber sine værker i en kaotisk, men ofte romantisk drømmeverden. Lars Kalmar, der også er arkitekt og designer, arbejder i sit billedunivers i efterårets farver i forskellige temaer.

Der er malerier og akvareller fra Line Holtegaard, København der bl.a. er kendt fra TV i serien ”Danmarks bedste portrætmaler 2018”. Line er fascineret af portrættet, som er naturalistisk med stærke farver og fokus på detaljen, hvor der ofte indgår planter og dyr.

Guldsmed Dorte Lausten, Skørping er igen med på udstillingen med sine unika smykker, der spænder mellem det rustikke og det raffinerede.

Fra Århus kommer en glaspuster Rikke Stenholt, der bl.a. har lavet udsmykning til et hospital, ligesom hun har udført værker for adskillige kirker.

En af de faste udstillere er Mogens Leander, Kolding, der arbejder i et magisk billedunivers. Mogens har for længst slået sit navn fast som fornyer af den årtusindårgamle ikon-tradition, som han viser sammen med sine oliemalerier og bronzeskulpturer.

En af de nordjyske udstillere er billedhugger Stinne Teglhus, Hirtshals, der viser sine finurlige og humoristiske bronzeskulpturer af sko med vinger og bl.a. en hæl som en hønsefod.

Jakob Burgsø, der har en passion for at genindføre originale og nostalgiske genstande tilbage til det moderne liv, i trædesign. F.eks. figuren ”Nuser” og en papirflyver lavet i træ.

Billedkunstner Marianne Trenskow, Ålborg viser små finurlige tableauer i form af ”mini-museer”.

Grafiker Jette Klokkerholm, der i sin fritid arbejder med makro-fotografering, er repræsenteret med blomsterkort i forskellige serier.

Billedkunstner og galleriejer Lene Frederiksen viser på årets udstilling sine papirarbejder monteret på raderede aluminiumsplader samt malerier.

Udstillingen har åbent alle dage i påsken fra kl. 11-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...