I sidste uge lærte eleverne på Dronninglund Skole om trafiksikkerhed med særligt fokus på højresvingsulykker

DRONNINGLUND: Eleverne i 4. klasse på Dronninglund Skole blev torsdag formiddag undervist i trafiksikkerhed, da kampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde lagde vejen forbi skolen. Kampagnen er tilbagevendende, og i år er der fokus på lastbiler og højresvingsulykker.

Der var derfor en lastbil placeret foran skolen, hvor eleverne med selvsyn fik lov til at se, hvor svært det er som chauffør at orientere sig, hvis man som fodgænger eller cyklist ikke placerer sig rigtigt ved en lastbil.

Inden eleverne fik et kig ind i lastbilen, fortalte Malene Krogh på vegne af kampagnen eleverne omkring, hvordan man orienterer sig bedst som cyklist, at man skal huske at bruge cykelhjelm og gode råd til, hvordan man sørger for at gøre sig synlig overfor den tunge trafik. De blev opfordret til at orientere sig grundigt, bære cykelhjelm og sørge for at udsynet var frit og ikke dækket af en hætte, der kan gøre det svært at se andre trafikanter.

En lang række andre nordjyske skoler får i den kommende tid besøg af kampagnen, som kører hele maj.-gull

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...