Jørgen Ingvardsen
12 elever fra 7. klasse har netop gennemgået et skolepatruljekursus og er nu klar til at hjælpe eleverne sikkert i skole. Foto: Jørgen Ingvardsen

12 elever fra 7. klasse sørger for, at de små børn kommer sikkert i skole

DRONNINGLUND: Søndervangsvej i Dronninglund er en ret trafikkeret vej, og da den ligger i umiddelbar nærhed af skolen, har der de senere år være placeret skolepatrulje på stedet.

- Det betyder meget for os, at børnene kan komme sikkert til og fra skolen, så derfor er skolepatruljen vigtig, sagde skoleleder Claus Jørgensen, da 12 elever fra skolens 7. klasser forleden havde fuldført et skolepatruljekursus på seks timer.

- Det er eleverne fra 7. klasserne, der har den tjans, så derfor skal der hvert år findes nye. Det er næsten aldrig et problem, for eleverne melder sig frivilligt. De har nu gennemgået kurset og er klar til at påbegynde arbejdet, fortalte Claus Jørgensen.

- Jeg synes, det er en meget vigtig ting for skolen, at de små børn kan komme sikkert i skole, fortalte Oliver Bols Mohr, der er en af de nye i skolepatruljen.

- Jeg har været på kursus og ved nu, hvad jeg skal gøre. Jeg skal nogle dage møde lidt tidligere, men det har jeg det godt med, sagde Oliver iført den gule skolepatruljevest. Han vil fremover sammen med de andre i skolepatruljen være med til at sørge for børnenes sikkerhed på Søndervangsvej.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...