Børne- og ungdomsspillere har fået 22.000 kroner, som kan bruges til forskellige oplevelser

DRONNINGLUND: Dronninglund IF fodbold har modtaget godt 22.000 kroner i løbet af 2019 som følge af, at folk har tanket hos SuperBrugsen og OK i Dronninglund, som klubben har en sponsoraftale med.

Det medfører, at der er stævnemuligheder for alle hold.

Det oplyser Dronninglund IF i en pressemeddelelse.

- Vi tilgodeser vore børne- og ungdomsspillere med indtægterne fra sponsoraftalen fra SuperBrugsen og OK, oplyser formanden for fodboldafdelingen i Dronninglund IF, Flemming Kvist.

- Hvert andet år får vores U16 og U17 spillere mulighed for at komme på tur til udlandet, eksempelvis til Verona i efterårsferien, hvor vi senest var af sted med 80-90 spillere og ledere. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde vore unge muligheden for at få oplevelser sammen, og det styrker også vores klubsammenhold og er med til at udvikle de unge spillere. De yngste U6 til U10 deltager eksempelvis i Fårup Cup, mens vi sender en del hold i årgangene U10 til U16 til Vildbjerg Cup.

Pengene har OK’s kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK Benzinkort. Når man vælger at knytte sit benzinkort til sponsoraftalen, støtter man med et ørebeløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet, uden at det koster kunden andet end at tanke, da det er OK og SuperBrugsen i Dronninglund, der udbetaler pengene.

Dronninglund IF har i alt ca. 370 medlemmer og her af er flertallet børn og unge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...