En række idrætsforeninger i Brønderslev Kommune får 310.000 kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje

BRØNDERSLEV: DIF og DGI’s foreningspulje har i sit debutår bevilget i alt 310.000 kroner til en lang række idrætsforeninger i Brønderslev Kommune. Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

De foreninger, der modtager støtte i Brønderslev Kommune, er:

Svømmeklubben BSK08 får 72.095 kr., Hjallerup Rideklub får 52.000 kr., Thise Idrætsforening får 36.000 kr., Tolstrup-Stenum IF får 32.500 kr., Dronninglund Civile Hundeførerforening får 25.000 kr., Brønderslev Golfklub får 23.497 kr., islænderhesteforeningen Hekla får 22.500 kr., bowlingklubben BK Outsiders får 20.000 kr., Brønderslev Badminton Club får 17.600 kr. og Sport for Sjov får 11.250 kr.

Det er tale om hjælp til indkøb af eksempelvis idrætsrekvisitter og til at gennemføre nogle af de tiltag, som de frivillige kræfter i foreningerne har drømt om, men som der ikke har været midler til.

- Frivillige i foreningerne har med denne pulje fået mulighed for at realisere nogle af deres spændende idéer og ønsker. Puljen er med til at udvikle idrætsforeningerne og gøre dem til endnu mere attraktive steder at dyrke idrætten og fællesskabet. Og dermed støtte op om DGI og DIF’s fælles ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation, oplyser DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, i pressemeddelelsen.

En politisk aftale mellem regeringspartierne samt DF, S, SF og R betød, at der kunne oprettes lokalforeningspulje, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer kunne uddele til deres lokalforeninger.

- For at spare administrationsudgifter gik idrætsorganisationerne DIF og DGI sammen om at etablere DIF og DGI’s foreningspulje. Herfra uddeles midlerne til idrætsforeningerne på baggrund af ansøgninger, og i 2018 blev alle de knap 44 millioner kroner, der var tilgængelig i puljens første år, bevilget efter overvældende interesse fra foreningerne.

1. marts åbner DIF og DGI’s foreningspulje igen for ansøgninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...