I disse tider er Klokkerholm præget af det gennemgribende renoveringsprojekt med kloakkerne, men der er også meget positivt - også på længere sigt - at glæde sig over i byen

KLOKKERHOLM: Det store kloakrenoveringsprojekt i Klokkerholm er sandsynligvis først færdigt i 2022, men selv om borgerne kan være lidt irriterede over det langvarige renoveringspostyr, så kan de glæde sig over flere andre positive faktorer ved byen:

Der er solgt ikke mindre end 13 huse - heraf mange til folk udefra, varmeprisen stiger ikke så voldsomt, som mange andre steder (2.200 pr. år i snit), der er etableret flere mindre og halvstore erhvervsvirksomheder i byen - for blot at nævne nogle af de positive tiltag.

Mange af de nævnte eksempler vil en fremmed på besøg i byen sikkert ikke hæfte sig særligt ved. Men hvis han/hun kommer hen til den frilagte plads umiddelbart øst for Hellevad Kirke, vil man uundgåeligt lægge mærke til en cirkulær forhøjning på ca. 20 m i diameter, som er belagt med gule fliser.

Det er nemlig en gengivelse af solen, og nu er det meningen, at der på denne forhøjning skal være udgangspunkt for skalerede modeller af solsystemets planeter.

”Skalerede” vil sige, at de rent størrelsesmæssigt er i forhold til solen. Planeterne tænkes anbragt i korrekt afstand, og derfor bliver ikke alle planeterne anbragt på selve pladsen - de fjerneste af dem vil blive anbragt ved Møllesøen.

En arbejdsgruppe, som har fået tilskud forskellige steder fra - bl.a. 45.000 kr. fra Landsbyrådet - arbejder med at færdiggøre ”universet”.

Arbejdet begyndte sidste efterår, og beregningerne er lavet hos en lokal astronom. En planetsti med informerende tavler sat fornemt op på lave granitsokler vil gå fra Planetpladsen ned forbi den tidligere DLG (nu: Dansk Lastbil Nostalgi) og videre til de fjerneste planeter ved Møllesøen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...