Charlotte Bøje
PR-Foto

Fremover bliver Dronninglund-virksomhed del af den landsdækkende El-Salg-kæde

DRONNINGLUND: Per Nielsen har i snart en menneskealder solgt hårde hvidevarer i hele landet – de seneste 12 år som selvstændig.

Siden 2012 er salget foregået fra installatørforretningen, Dronninglund Installationsforretning & Hvidevare Center på Bødkervej, hvorfra han beskæftiger 10 medarbejdere.

Det kommer han også til at gøre i fremtiden, men fra 1. november 2018 bliver butikken en del af landets største frivillige detailkæde, EL-Salg, der udover Per Nielsens forretning tæller 169 butikker i hele landet.

Dermed får butikkens kunder bl.a. adgang til et bredere sortiment og en bedre garantiordning.

- Jeg er især stolt af, at vi fremover vil kunne tilbyde ikke bare to, men fire års garanti på størstedelen af de produkter, som vi har i butikken. Det er en af fordelene ved at blive en del af et stort indkøbsfællesskab, hvor man kan presse leverandørerne lidt mere, end hvis man blot er sig selv, siger Per Nielsen.

Selvom PN El-service nu bliver en del af EL-Salg-kæden og vil blive brandet, som en del af kæden, så får Per Nielsen fortsat lov at være herre i eget hus.

- Det er en af de klare fordele ved, at EL-Salg er en frivillig kæde. Vi får alle fordelene ved at være en del af noget stort, men vi bliver ikke presset ind i et koncept, hvor vi skal gøre tingene på en bestemt måde. Det er os, der kender kunderne i vores område, og vi ved, hvad de vil have, og kædekontoret skal så blot være med til at sikre, at vi kan føre de rigtige varer til de rigtige priser, siger Per Nielsen.

Samtidig skal EL-Salg også være med til at sikre, at endnu flere kunder fra Aalborg til Sæby kommer til at kende Per Nielsens butik.

- EL-Salg har naturligvis en helt anden markedsføringsmuskel, end vi selv kan mønstre – ikke mindst på nettet, hvor EL-Salg har en veludviklet onlinebutik, som gør, at vores kunder fremover vil kunne handle med os på alle tider af døgnet fra deres egen sofa, siger han.

Per Nielsen vil naturligvis fortsat udføre alle opgaver inden for el-installatørarbejde for virksomheder og private.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...