Eleverne på Asaa Skole udstiller selvportrætter på Kunstcentret

DRONNINGLUND: I forbindelse med den store portrætudstilling på Kunstcentret har eleverne på Asaa Skole i sidste uge arbejdet med selvportrætter. Det er der kommet 70 portrætter ud af. De er alle hængt op i Kældergalleriet på Kunstcentret, hvor der i fredags var fernisering på udstillingen, der naturligvis hedder ”Mit selvportræt”.

Det var Ole Bjørn, der åbnede udstillingen under overværelse af mange børn og deres forældre.

- Det er nogle fantastisk flotte børnetegninger, vi kan se her. I er virkelig gået til opgaven med energi og begejstring, sagde han henvendt til børnene.

- Jeg kalder det børnetegninger og vær glad for, at I er børn, for når jeg ser disse portrætter af jer, så bliver jeg så imponeret af jeres ærlighed, spontanitet, kreativitet og farveglæde. Kigger man godt efter, så er jeres portrætter ikke kun et billede af, hvordan I ser ud, det ydre, men ofte kommer der lige noget mere med. Noget, der afspejler jeres sind, jeres følelser, glæde og sorg. Jeg tror ikke, I har siddet i timer og tænkt dybe tanker, men til forskel fra voksne har I en mere umiddelbar tilgang til virkeligheden. I har en fantasi og skabertrang, der ikke er hæmmet af de normer og regler, der ofte begrænser os voksne i vores udfoldelse. Det er netop denne umiddelbarhed og spontanitet, mange voksne kunstnere gerne vil genfinde i sig selv for at komme tilbage til en mere oprindelig kunst renset for begrænsninger. I har en tilgang til kunst, voksne kan lære noget af, sagde Ole Bjørn i sin tale.

I forbindelse med temaugen på Asaa Skole har man også arbejdet sammen med kunstneren Marit Benthe Norheim og hendes Lifeboats, der netop i sidste uge lå i Asaa Havn. Børnene har således været ombord på et af skibene og tegnet selvportrætter på skibsvæggen. Børnene har også udsmykket en figur af kunstneren, Det har de gjort med skrald og affald, så figuren uden ansigt og udtryk kalder de naturligvis ”Skraldefiguren”. Den og børnenes selvportrætter kan ses under hele portrætudstillingen på Kunstcentret frem til 23. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...