Efter tre måneder på Dronninglund Slot flytter udstillingen om Prinsesse Sophie Hedvig ind på Dronninglund Bibliotek

DRONNINGLUND: Museum for Forsyning og Bæredygtighed åbnede 25. august i år udstillingen ”Den Ekstravagante Prinsesse” på Dronninglund Slot. Udstillingen er en markering af Prinsesse Sophie Hedvigs betydning for Dronninglundområdet. I år er det nemlig 300 år siden, prinsessen underskrev en fundats til oprettelse af syv prinsesseskoler i Dronninglundområdet.

Efter tre måneder på Dronninglund Slot har museet besluttet at flytte udstillingen til Dronninglund Bibliotek, for at endnu flere kan stifte bekendtskab med den ekstravagante prinsesse. Frem til 31. januar vil man derfor kunne opleve udstillingen på biblioteket.

Fortællingerne om Prinsesse Sophie Hedvigs liv har hidtil begrænset sig til fortællingerne om prinsesseskolerne samt hendes pietistiske tro og levevis. Nye undersøgelser, som museumsleder Anne Provst har gennemført, viser, at prinsessen var andet og mere end en velgørende, pietistisk prinsesse. Prinsessens dagligdag var præget af ødsleri og fyldt med ekstravagante aktiviteter, som ikke matcher ideen om den pietistiske levevis præget af enkelthed og nøjsomhed. Undersøgelserne tegner et billede af en prinsesse, der var meget bevidst om sin royale rang, og som har levet i overflod. Portrætter af prinsessen efterlader samme indtryk. Hun var klædt i kjoler af guldbrokade i højeste mode.

- Prinsesse Sophie Hedvig er en umådelig interessant person at studere. Hendes selvstændighed især efter forældrenes død er bemærkelsesværdig, og hendes livsførelse som ugift og meget rangbevidst prinsesse er ret unik, udtaler Anne Provst.

I udstillingen ”Den Ekstravagante Prinsesse” kan man blive klogere på prinsessens interessante personlighed, liv og virke i og udenfor Dronninglund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...