Dronninglund Revy tilbage efter længere pause

DRONNINGLUND: Det var sjette gang, Dronninglund Revyen blev afviklet efter en længere pause, og årets udgave var en af de bedre af slagsen. Måske den bedste. Den var elegant, kvik, morsom og musikalsk. Revyen var flyttet fra Dronninglund Hallerne til et noget mindre lokale på "Hjørnet", og det klædte revyen. Tilskuerne sad tæt på scenen og lyden var perfekt, så alle kunne høre alt det, der blev sagt og sunget. Den var musikalsk til trods for, at der ikke medvirkede musikere. Musikken kom fra lydfiler, men det virkede så imponerende godt, at man bare nød den fine musik til mange af numrene.

Der var meget at grine af, for der var mange morsomme og begavede tekster, og skuespillerne gjorde det fremragende. De var sikre, og de var morsomme, så publikum fik en fornøjelig aften.

Højdepunktet var uden tvivl nummeret "Sladderbænken". Det indslag hører hjemme i stort set alle lokalrevyer, men i Dronninglund Revyen havde man fundet på noget nyt og overraskende. Normalt sidder der to personer på en sladderbænk og snakker, men her var der tre. Og det var slet ikke personer, men grise, der kommenterede stort og småt i området. Et godt skrevet og godt udført nummer, der virkelig fik latteren frem.

Hele revyen var godt lavet og fortjener stor ros. Der var mange købte tekster skrevet af professionelle tekstforfattere. De var udmærkede og fine, men det var uden sammenligning de lokale numre, der tog flest kegler i en revy, der var aldeles glimrende!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...