I BYEN: Årets Dronninglund Revy er klar til premiere 25. oktober

Dronninglund Revyen har været så stor en succes de sidste år, at man i år har valgt at sætte to forestillinger mere på programmet, så den nu spiller fem gange mod tre sidste år.

- Med flytningen fra hallen til Hjørnet er der blevet langt færre siddepladser, og efterspørgslen var så stor sidste år, at vi nu laver flere forestillinger, fortæller instruktør Mads A. Meyer Vestergaard.

- Vi vil også forbedre forholdene for tilskuerne, så i år hæver vi de bagerste rækker, så man bedre kan se, hvad der sker på scenen, fortæller han.

De fleste tekster er på plads, så nu skal der øves, syes kostumer og alt det andet, der skal være på plads inden premieren. Der har været lidt udskiftning blandt skuespillerne. Bente Baj vender tilbage efter et års fravær, og så er der debut til Willads Kartz Johansen.

- Jeg har ikke spillet revy før, så jeg glæder mig. Det bliver spændende, siger han.

- Vi lavede en audition i april, hvor også skuespillerne fra sidste års revy var med. Alle skal være med på lige fod, og det var her, Willads overbeviste os om, at han skulle med, fortæller instruktøren, der også røber, at revyen rummer numre om vores nye statsminister og om Britta Nielsen.

Desuden kommer der en forvekslingssketch, noget om kunstig befrugtning og om mobiltelefoner.

- Revyens undertitel er i år ”Når revyen swinger”. Heri ligger, at det bliver en meget musikalsk revy med monologer, sketcher og masser af sange. Der kommer også noget om en swingerklub, men det er en helt anden historie, fortæller instruktøren, der i år har valgt at lave lidt om på rækkefølgen af numrene.

- Det bliver lidt anderledes i forhold til de senere år, men der vil fortsat være højt tempo og hurtige sceneskift. Vi arbejder også meget på at få mere lokalt stof ind i revyen, og så vil vi gerne kratte lidt i overfladen, så den både bliver morsom og giver gæsterne noget at tænke over, slutter Mads A. Meyer Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...