I BYEN: Dronninglund Rotary Klub donerer penge til udryddelse af polio

Børn, der ikke er vaccineret mod polio (børnelammelse), kan stadig blive ramt af smitten, selv om den ikke lige nu er i Danmark. Derfor stod Rotary i Danmark nu bag en ny donation på en million kroner på Poliodagen 24. oktober. Flere steder i verden er der stadig nye tilfælde af polio, selv om der i over tredive år er lagt et meget stort arbejde i at bekæmpe sygdommen.

Antallet af nye tilfælde er steget i 2019, og derfor har Dronninglund Rotary Klub i forbindelse med Poliodagen været med til at donere penge til udryddelse af polio.

Raske, vaccinerede mennesker kan overføre virussen. I år er der nye tilfælde af polio i både Afghanistan og Pakistan, hvor Danmark udfører hjælpearbejde, og i Filippinerne, som mange ferierende danskere besøger. I Danmark sås det sidste tilfælde af polio i 1976, og det seneste importerede tilfælde var i 1983, men blot et enkelt importeret tilfælde kan betyde smitte igen for de danske børn, der i dag ikke er vaccinerede, og smitten kan hurtigt brede sig.

Rotary satte sig i 1985 i spidsen for at bekæmpe den frygtelige sygdom og har siden 1987 haft et tæt samarbejde med WHO og Unicef om opgaven. Der er rejst milliarder og ydet en kæmpe støtte fra Bill & Melinda Gates Foundation til dette arbejde i over ti år.

Så længe der er aktiv virus i verden, bør alle børn vaccineres, så de sikres mod smitte. Det kræver en fortsat støtte om bekæmpelsen, indtil den er helt i mål.

De tre organisationer arbejder på hver deres måde med opgaven. I Rotary sker det både med økonomiske bidrag og med et stort frivilligt arbejde med at rejse ud og medvirke til, at der vaccineres i udsatte områder. Indtil nu 2,5 mia. børn i 122 lande.

- Efter et stadigt faldende antal tilfælde i en lang årrække er der desværre i år igen sket en stigning. Det er baggrunden for, at Rotary i Danmark har sat sig i spidsen for den ekstraordinære nye donation på en mio. kroner, som blev sendt til End Polio Now organisationen på World Polio dagen, fortæller Karsten Trabjerg, præsident i Dronninglund Rotary Klub.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...