Fyraftensworkshop i Melholt med Brønderslev Provsti

MELTHOLT: Workshoppen i Melholt Forsamlingshus torsdag 7. marts, som Brønderslev Provsti er vært for, bruger som nøgleord for begivenheden ordet ”Samskabelse”. En pudsig nyskabelse i det danske sprog. Men selve ordets ortografisk korrekte udformning giver rigtigt nok associationer til noget med at skabe et samarbejde.

Det er nemlig også det, som er grundlaget for mødet i Melholt. I oplægget slås det fast, at emnet er ”Kirken på landet”, og oplægsholderen er Vita Andreassen, som er præst i landsogne på Fyn, som har mange erfaringer fra et projekt i tre fynske provstier med støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond. 13 sogne var med i projektet, hvor der blev afprøvet flere forskellige metoder og processer, der havde til formål at skabe en mere udadvendt og proaktiv landsbykirke. Det var her ordet ”Samskabelse” mellem landsby og kirke blev brugt.

I Brønderslev Kommune/Provsti opererer man rent kommunalt med, at alle bysamfund er landsbyer - kun Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund er byer. Men oplægget til mødet i Melholt opererer kun med 13 af sognene, som er de, som har et folkekirkemedlemstal på under 1.000 personer. Syv af disse sogne har under 500 sognebørn.

Det hedder videre i oplægget:

- Kirken er en vigtig ressource i landsbyerne både socialt og økonomisk, men alt for ofte tages kirken ikke med til bords, når der tales om landsbyens fremtid. Landsbyens skæbne er også kirkens skæbne. 12 % af Danmarks befolkning lever i sogne, hvis største by er mindre end 1000 indbyggere, det vil sige, at hver 8. dansker bor i små landsogne. Disse sogne har ansvaret for 54 % af alle landets kirker. Det er en kæmpe udfordring for menighedsråd, frivillige og ansatte, men også en enestående chance.

Brønderslev Provsti har gennem flere år arbejdet aktivt med de særlige vilkår, der er for kirkerne i landsbyerne. Bl.a. er der en visionsgruppe ”Kirken på landet”, som bidrager med inspiration og viden og som har arrangeret denne workshop, hvor alle er velkomne, menighedsråd, ansatte, frivillige og andre interesserede. Udgiften afholdes af Kirken på landet-gruppen i Brønderslev Provstis Visionsprojekt, så deltagelsen er gratis. Kirken på landet-gruppen består i øvrigt af Kathrine Buus Christensen, Jørgen Nielsen, Niels Chr. Aagaard, Leif Kousholt, Jeanette Geller, Hanne Larsen og Lisbeth Brønager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...