Hjallerup Optik vil gerne markere, at der selvfølgelig er en optiker og flere andre handlende i Hjallerup Centret, som er opdateret på nutidens behov

HJALLERUP: - Bliver I her eller lukker I også? Sådan bliver vi dagligt spurgt her i butikken, siger Rikke Mersholm og Birthe Mørk, der arbejder i Hjallerup Optik, som ligger i østenden af Hjallerup Centret.

Grunden til disse gentagne spørgsmål er selvfølgelig de tomme butikslokaler, som man støder på i Hjallerup Centret - især i østenden. De tilbageblevne butiksejere har imidlertid rebet sejlene og opgraderet deres forretninger for at beholde centret som et godt indkøbssted.

Hos Hjallerup Optik sker det bl.a. ved, at de er på forkant med de nyeste produkter indenfor deres område. Det kan man f.eks. gøre ved at tage på messe, og Rikke og Birthe er netop kommet hjem fra en sådan messe.

På messen hentede de ny inspiration især hvad angår briller, og Rikke siger om en generel tendens hos mange af de udstillende firmaer.

- Forårets brillemode er kendetegnet ved meget markante briller - både i form af kraftige brillestel og tyndere stel, som så i stedet skiller sig ud ved en flot farve eller et mønster.

Sandelig om ikke optikeren kan få kunden til at se yngre ud.

- Det med at finde den rigtige facon er faktisk helt vildt vigtigt for, om brillerne arbejder for dig eller imod. Men mest af alt handler det selvfølgelig om, at du har det godt, når du har dem på. Det får alle til at se yngre ud, forsikrer Rikke.

Både Rikke og Birthe er tilfredse med, at der kommer så mange tilflyttere til Hjallerup, men de vil også påpege overfor byens nye borgere, at der følger en forpligtelse med at slå sig ned i byen, og at man må også medvirke til trivslen lokalt herunder handelen. De bør i langt højere grad gøre deres indkøb i de lokale butikker, hvor de bliver betjent af dygtige medarbejdere.

At medarbejderne gør en indsats for at blive dygtigere, er Rikke og Birthes messetur et godt eksempel på. Man kunne sikkert hos de andre handlende i Hjallerup finde andre, som på lignende måde sørger for at dygtiggøre sig. Den føromtalte inspiration, som de to fra Hjallerup Optik erhvervede sig på messen kommer kunderne til gode.

- For mange danskere er behov for briller tegn på fremskreden alder. Men man behøver faktisk ikke at se ældre ud, bare fordi man får briller - tværtimod. Med de rette briller kan man komme tunge øjenlåg, mørke rande og rynker til livs.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...