Projekt skabelse og klima er en del af konfirmandforberedelsen i år

DRONNINGLUND: Tre dage har de kommende konfirmander i Dronninglund arbejdet med emnet skabelse og klima, og det hele kulminerede i lørdags, hvor eleverne viste det, de havde arbejdet med og fremstillet, for forældre og andre interesserede i kirken.

I undervisningen, der foregik i Sognegården og Dronninglund Kirke, har de unge arbejdet med det, som optager mange i øjeblikket. Det er ord og begreber som klimaangst, klimaskam og bekymring for det, der nu er på færde. Det er store emner, men de havde også god hjælp og vejledning, idet skuespiller Martin Ringsmose fra Aalborg teater og foto- og videokunstner, Lars Dyrendom, stod for undervisningen.

Der deltog omkring 80 konfirmander sammen med deres præster, Hanne Svensmark, Rune Thomassen, Jeanette Geller samt kirke- og kulturmedarbejde Ann Bidstrup Lebech.

De unge kunne bl.a. deltage i en teaterworkshop ledet af skuespiller Martin Ringsmose.

- Vi arbejder med billedteater, og det er noget andet end det vanlige dramateater, som fortæller en historie fra start til slut. Vi skal sammen forsøge at lave billeder og optrin, som sætter associationer i gang hos publikum, fortalte skuespilleren under en af prøverne.

- Vi skal forøge os med forskellige optrin, liggende, stående og hoppende. Vigtigst af alt er, at det er noget, der optager de unge, påpegede han.

I en anden workshop, som foto- og videokunstner Lars Dyrendom stod for, arbejdede de med samtale, fotografi og aktivisme.

- Vi skal skabe plakater, som berører andre og sætter ord på, hvordan man forholder sig til klimaforandringerne. Ved hjælp af fotografier, som børnene tager rundt om i byen, skal vi visuelt italesætte noget, som er ubegribeligt i sin helhed og samtidigt inspirere til at ændre vore vaner, fortalte han. Resultatet blev en række plakater, der blev hængt op rundt om i byen. Alle plakater havde et budskab i relation til klimakrisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...