Charlotte Bøje
Esben Kjær.Privatfoto

Foredrag i Hjallerup Kulturhus om at miste

HJALLERUP: - Det interessante ved sorg er ikke, at den gør så ondt. Det interessante er, hvordan den kommer til at ændre alt, hvad vi tænker og tror om livet – hvem vi er som mennesker, resten af vores liv. Sådan siger den foredragsaktuelle journalist og P1-vært Esben Kjær, efter at han mistede sin syv-årige søn Sebastian til kræft.

Han er forfatter til bestselleren ”Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet” (Gyldendal 2016) – en delvist personlig, delvist research-baseret bog, der samtidig er en krads kritik af vores fattige forhold til døden.

Som noget nyt fokuserer Esben Kjær perspektiv på, hvordan vi forvandles af at miste en elsket, og hvordan vi lever videre, både med den elskede og sorgen som forvandlende kraft i livet.

Foredraget med Esben Kjær kan opleves i Hjallerup Kulturhus onsdag 14. november klokken 19 og alle er velkomne til arrangementet, som består af foredrag, pause m kaffe og efterfølgende tid til spørgsmål. Arrangører er Brønderslev Provsti, Diakoniudvalget i samarbejde med Hjallerup Sogn. Det er gratis at deltage i foredraget.

Når man er i sorg, kan det være et frirum at komme i en sorggruppe, hvor man møder andre i samme situation. Her kan man tale frit og blive forstået – uden velmenende bemærkninger og opfordringer til at ”komme videre”. Folkekirkerne i Brønderslev Kommune tilbyder sorggruppe tre steder, i Dronninglund, Hjallerup og Brønderslev – og alle er velkomne til at deltage. Diakonipræst Ivana Høgagard har netop udsendt en ny folder, som fortæller om hvad en sorggruppe er, og man kan også finde oplysninger om grupperne og kontaktoplysninger på gruppeledere. Man kan finde folderen på www.broenderslevprovsti.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...