Det populære band, Souvenirs, giver koncert i bibliotekets nye tilbygning

DRONNINGLUND: I forbindelse med indvielsesfestlighederne for biblioteket i Dronninglund arrangeres der i samarbejde med Dronninglund Borgerforening en koncert med Souvenirs. Det sker fredag 18. oktober kl. 20.

- Vi får i det nye bibliotek et rum, hvor man kan slappe af, læse aviser og hygge sig. Man kan sige, det er et nyt rum i byen, og vi vil gerne vise, at det kan bruges til mange ting, fortæller bibliotekschef Bente Kristoffersen.

- Vi synes også, at Souvenirs passer fint ind i et bibliotek, da de ved koncerten bl.a. vil synge sange skrevet af forfatteren Lone Hørslev, påpeger hun.

Souvenirs slog igennem i 1994 med sange som ”Han tog et nattog”, ”Jeg troed’ du var hos Mikael”, ”I et sommerhus” og ”Jeg hader Susanne”. Nils Torp var med i det legendariske band Kliché. Med udgangspunkt i landsbyen Suldrup i Himmerland har gruppen formået at gøre sig til talsmænd for livet i provinsen uden at snobbe hverken op eller ned. Deres tekstunivers er præget af en lun og underspillet solidaritet med såkaldt almindelige danskere, der jo sjældent er så almindelige endda.

Sofie Bonde er af flere blevet kaldt det kvindelige svar på Niels Hausgaard. Med jysk lune og pokerfjæs snakker hun om emner som helbredende dyr, aquaplaning og spansk poesi. Tingene tager sig anderledes ud fra en kvindes synspunkt, end vi er vant til at høre dem. Med Nils Torps ret overraskende guitarspil og Klaus Pindstrups virtuose violin tager musikken konstant nye drejninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...