Regnskabet for Stafet For Livet Dronninglund er nu gjort op - overskud på 215.000 kroner

DRONNINGLUND: Det var en meget glad og tilfreds kasserer for Stafet For Livet Dronninglund, Jonna Lisberg, der sammen med styregruppen kunne offentliggøre det endelige regnskab for den anden stafet i Dronninglund. Overskuddet blev på ikke mindre end 215.168 kr.

De fleste af pengene går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte. Jonna Lisberg kan dog aflevere 10 pct. af overskuddet på godt 21.500 kr. til Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Dronninglund og arbejdet i Østvendsyssel.

- Selv om det har været et stort arbejde at få arrangeret den anden stafet, har det bestemt også været en stor succes for alle, fortæller Erik Torp fra styregruppen.

- Foruden det flotte resultat har de 24 timer igen skabt et mindeværdigt arrangement for både fightere, deltagere, frivillige og tilskuere, siger han og understreger, at hele styregruppen i Stafet For Livet Dronninglund gerne vil takke alle sponsorerne og bidragsydere, de 49 fightere, de 839 deltagere fordelt på 20 hold, alle tilskuerne samt de mange frivillige hjælpere for en utrolig flot indsats og hjælp før, under og efter stafetten. Totalt blev der gået/løbet 19.798 runder, hvilket svarer til 12.334 km.

Stafet For Livet er en årlig tilbagevendende begivenhed, der fejrer fighterne og samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse og sætter fokus på kræftsagen. Næste år afvikles stafetten lørdag 29. og søndag 30. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...