Støtteforeningen til Børnefonde hedder den gruppe, som hvert år uddeler gode penge til forskellige projekter, som hjælper børn

HJALLERUP: Man kan ikke lade være med at blive glad, når man kommer til det årlige arrangement med uddeling af penge fra Støtteforeningen til Børnefonde i Kulturhuset i Hjallerup. De frivillige fra Støtteforeningen, deltagerne i det tilhørende bankospil og ikke mindst modtagerne af støttebeløbene udstråler en sand livsglæde og optimisme.

Hver torsdag året rundt - bortset fra et par uger i forbindelse med sommerferien - arrangerer Støtteforeningen bankospil i Kulturhuset. Alle foreningens bestyrelsesmedlemmer møder op og er med til at få det til at glide fejlfrit.

- Unge af sind og udseende, karakteriserer de sig selv med store ironiske smil.

Men de fortæller også, at også hjælpen fra det frivillige personale på Kulturhuset er uundværligt.

Hver torsdag aften deltager en broget skare af faste bankospillere i alle aldre fra så godt som hele landsdelen, og denne form for banko er et pengespil, hvor præmierne ikke er halve/kvarte grise, købmandskurve eller frosne ænder, men simpelthen penge. Der deltager omkring 80 til 100 om torsdagen, rigtigt mange af dem er gengangere, og der er en rigtig god stemning.

Denne torsdag var der selvfølgelig også banko, men inden det startede, var der uddeling af donationer til flere forskellige modtagere, som absolut har hårdt brug for dem.

Det går nemlig overskuddet fra bankospillet det foregående år til, og det drejede sig i denne omgang om 60.000 kr., som blev uddelt i 12 portioner til mødre/fædre til børn med ADHD, asperger, eller som er udviklingshæmmet, samt private pasningsordninger af forskellig slags. Danske Hospitalsklovne og *Make*A*Wish fik hver 10.000 kr.

Det var en fornøjelse at se reaktionerne hos modtagerne af donationerne, som bagefter var mere end villige til at stille op på scenen for at få taget det klassiske gruppefoto. Det var også tydeligt, at alle de andre i salen glædede sig over, at deres deltagelse i bankospillet muliggjorde uddelingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...