Juleudsmykket slot var populært

DRONNINGLUND: Allerede ved ankomsten til Dronninglund Slot kunne man få et indtryk af den store tilstrømning af interesserede, som var ivrige efter at se de flotte juleborde, som landskendte kendisser havde kreeret i forskellige lokaler rundt omkring på slottet. Det var nemlig så godt som umuligt at finde en parkeringsplads.

De forskellige saloner og værelser samt gangene og trapperne var smukt dekorerede, og det var tydeligt at høre, at de besøgende var meget interesserede og satte pris på det de så - eller læste sig til, idet der rundt omkring på strategisk rigtige steder var hængt brune A4-ark op med informationer om stedets historie, og hvem der havde udsmykket stedet/bordet.

Det var selvfølgelig især de borde, som fire personer udefra og én lokal havde dækket, som der var mest fokus på. Jesper Høvring, Bodil Jørgensen, Ellen Hillingsø og Nanna Henriette Høgsbro stod for disse pragtværker af vidt forskellig art. Derudover havde Georg Jensen Damask lavet et noget specielt bord beregnet til to personer.

Men der var også andet, som man kunne opleve på Dronninglund Slot. Rundt omkring i sale og på gange hænger der malerier af en fin kvalitet. Det er Galleri 5000 i Odense, som har lavet den form for udstilling, som harmonerer meget fint med de historiske rammer. En af kunstnerne, Peter Basse, er mester for to dejlige billeder i Dronningesalen, og da slottet har købt netop disse billeder, var han til stede og signerede dem på bagsiden.

Når man var færdig med rundturen kunne man i Sophie Hedvig Restauranten nyde en frokost. Der var også mulighed for at få æbleskiver og gløgg. Mange benyttede sig af disse to muligheder.

På slottet var man glad for den store interesse for arrangementet. Omkring 500 besøgende var der, og de kommende søndage frem til og med søndag 16. december er der igen mulighed for at opleve et julepyntet Dronninglund Slot. Man kan ligeledes på de dage købe gløgg og æbleskiver og evt. en let frokost.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...