Boligselskabet Østvendsyssel har fusioneret med Sundby-Hvorup Boligselskab, og det nye selskab har planer om såvel renoveringer som nybyggeri i Østvendsyssel

DRONNINGLUND: Flere af læserne vil nok forbavses over overskriften

- Sundby-Hvorup, det er da nede ved Nørresundby. Hvorfor skal vi høre om et boligselskab derfra? Vi har da Boligselskabet Østvendsyssel.

Hvis man siger sådan, så er man ikke beboer i en af de mange almenboliger, som findes flere steder indenfor det område, som tidligere hed Dronninglund Kommune. De er nemlig alle sammen blevet informeret om, at de nu er beboere i et nyt boligselskab, som hedder sådan. Boligselskabet Østvendsyssel blev til nytår en del af Sundby-Hvorup Boligselskab.

Men det betyder bestemt ikke, at udviklingen på området med almenboliger stopper i Østvendsyssel. Der er renoveringsprojekter i Hjallerup, Dronninglund og Asaa undervejs, og nybyggeri i Dronninglund og sandsynligvis også i Hjallerup er også lige omkring hjørnet. Dertil kommer, at der dannes nye afdelingsbestyrelser i de forskellige dele af Østvendsyssel.

Afdelingsbestyrelser

For at begynde med det sidste, så er der dannet tre nye afdelingsbestyrelser: Afdeling 81 (Hjallerup), Afdeling 82 (Dronninglund) og Afdeling 83 (Asaa, Flauenskjold, Ørum, Thorup, Agersted og Klokkerholm). Bestyrelserne blev valgt af beboerne i december, og de skal fremover udgøre bindeleddet mellem boligselskabet og afdelingerne. Noget af det første, som afdelingsbestyrelserne kaster sig over, er udarbejdelsen af forslag til ny og tidsvarende husorden. Forslagene skal så godkendes på de ordinære afdelingsmøder til efteråret.

Renovering af boliger

De 12 rækkehuse på Christiansvej i Hjallerup står overfor en tagrenovering. Lige nu er boligselskabet i gang med at indhente priser, og arbejdet går sandsynligvis i gang her i foråret. Blåbærhaven i Dronninglund har længe trængt til en renovering, og nu ser det ud til at blive til noget. I form af nyhedsbreve vil beboerne blive orienteret. Endelig er der boligerne på Skelgaardsvej i Asaa. Her har beboerne været udsat for revner og sætningsskader i facaderne samt træk og fugt på grund af kuldebroer. Men nu vil der ske noget med de mere end 40 år gamle rækkehuse.

Nye boliger

Sidste år gav kommunen grønt lys for byggeri af almenboliger på et areal mellem Lemmingsvej og Geraavej i Dronninglund, og nu er forberedelserne gået i gang. Det drejer sig om otte familieboliger som dobbelthuse, og efter planerne skulle de være indflytningsklare i løbet af 2020. Også i Hjallerup er der behov for almene familieboliger, og boligselskabet har derfor udarbejdet et skitseforslag til 10 nye boliger på østsiden af Algade umiddelbart nord for, hvor Skelbakvej går fra.

Godt for beboerne

Som det fremgår af ovenstående, så er der virkeligt gang i det fusionerede boligselskab, og direktøren for Sundby-Hvorup Boligselskab, Jens Erik Grøn, byder beboerne i Østvendsyssel velkommen og siger:

- Denne fusion er ikke nogen drastisk overgang. Vi vil arbejde hårdt for at indfri forventningerne og dermed gøre vores nye fælles boligselskab til en succes. Forretningsfører Helle Winther supplerer: - Det her bliver simpelthen bedre for Østvendsyssel. Jeg er overbevist om, at det bliver godt for beboerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...